onsdag den 19. oktober 2011

Første regnskab efter Steve Jobs død

Apple tjener styrtende med penge, viser selskabets seneste kvartalsregnskab, men det er ikke nok til at imponere aktiemarkedet. Firmaets aktiekurs faldt med syv procent efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet tirsdag.

Dermed skuffer selskabets nye topchef Tim Cook efter sit første kvartal i spidsen for Apple, hvis tidligere topchef og medstifter Steve Jobs for nylig døde af kræft.

- Investorerne spekulerer i, om der er nogle forandringer undervejs, nu hvor Jobs er borte, og om der er problemer i horisonten. Vi deler ikke den bekymring, siger Channing Smith, leder hos Capital Advisors Growth Fund.

Selskabets omsætning steg med 39 procent i fjerde kvartal til 153,2 milliarder kroner, men analytikerne havde forventet, at omsætningen ville ligge på 161 milliarder kroner.

Det er særligt salget af iPhones, der har skuffet analytikernes forventninger. Den eftertragtede smartphone blev solgt i lidt over 17 millioner eksemplarer i det seneste kvartal, men forventningerne var, at cirka 20 millioner ville blive langet over disken.

- Der var øgede forventninger i forbindelse med iPhone, og tallene viste sig at være svage. Selskabet er nødt til at sætte rekord med hvert regnskab for at bevare momentum, siger Colin Gillis, analytiker ved BGC Partners.

Apples nettooverskud var på 36 milliarder kroner eller 38,2 kroner per aktie. Foventningen var, at overskuddet ville lyde på 40 kroner per aktie.

iGenius: How Steve Jobs Changed The World

For knapt 2 uger siden døde en af verdens mest innovative mænd, Apples medstifter Steve Jobs. Jobs tabte kampen til cancer i en alder af 56 år, men formåede at vinde hele verdens anerkendelse og respekt i kampen for at revolutionere både musik -, film -, telefon - og kommunikationsindustrien.

Dokumentaren ’iGenius: Steve Jobs’ har de to kendte ”Mythbusters”, Adam Savage og Jamie Hyneman, som værter og bringer interviews med en række personer, der er influeret af Steve Jobs på den ene eller den anden måde. Bl.a. tidligere Apple executives Jay Elliott og Andy Miller, sangeren Stevie Wonder og fysikeren Dr. Michio Kaku.

Discovery Channels eksklusive dokumentar tager seerne med på den professionelle og personlige rejse, Jobs har foretaget, siden han startede Apple i 1976, præsenterede den første Machintosh i 1981, revolutionerede animationsfilmen med Pixar i 1995, ændrede musikindustrien med iTunes i 2003 og skabte en hel ny måde at kommunikere på med det ultimative succesprodukt, iPhonen, i 2007.

Steve Jobs var en mand, der først og fremmest var optaget af innovativt design, men som også havde en forkærlighed for musik som medie. Hvad mange ikke ved er, at Jobs f.eks. opkaldte sit firma efter Beatles og deres Apple Records. Desuden kendetegnede det Jobs, at han gang på gang formåede at skabe et produktbehov hos folk verden over, de ikke anede, de havde.

Dokumentaren om Steve Jobs bliver sendt på Discovery Channel den 20. oktober kl. 21.00

tirsdag den 18. oktober 2011

Samsung får ikke fogedforbud mod Apple-produkter i Holland

Retten i Holland har afvist Samsungs krav om, at import og salg af alle iPhone- og iPad-modeller samt fremtidige Apple-produkter skal stoppes, indtil Apple har licenseret fire af Samsungs patenter, som de mener, Apple bryder.

Patenterne omhandler brugen af 3G i Apples teknologi og er, hvad der kaldes essentielle patenter, hvilket vil sige, at de beskriver teknologi, der er essentielt for en given standard, i dette tilfælde 3G-standarden. Sådanne patenter skal licenseres under vilkår, der kaldes "Fair, Reasonable and Non-discriminatory" (FRAND). Hvis ikke dette sker, kan patentindehaveren dømmes for patentmisbrug.

Når det kommer til disse patenter, mener dommeren ikke, at firmaerne har fulgt FRAND-processen ordentligt, og derfor sender han dem tilbage til forhandlingsbordet.

iPhone 4S-brugere klager over gule skærme

Flere brugere af Apples nye iPhone 4S klager over gule skærme med svag kontrast.

Apple har muligvis et problem med nogle af skærmene på de nye iPhone 4S. En række brugere klager i hvert fald over at deres nye iPhone 4S har en svagere, grimmere og mere gul skærm end deres gamle iPhone 4.

Selvom det ikke virker til at alle har problemet, så vækker det minder om lanceringen af iPhone 4, der også havde dette problem i starten.
Den gule farve skulle angiveligt være lim der ikke er fuldt hærdet og er det tilfældet så forsvinder problemer indenfor få uger.

mandag den 17. oktober 2011

Salget af iPhone 4S slår alle rekorder

Apple meddeler at de har solgt over 4 millioner eksemplarer af iPhone 4S på tre dage.
Det er over dobbelt så meget som iPhone 4 solgte på 3 dage og det største salgstal for en smartphone nogen sinde.

Til sammenligning tog det Samsung knap 3 måneder at sælge fem millioner af deres topmodel Galaxy S 2.

Samtidig fortæller Apple at over 25 millioner brugere allerede har downloaded iOS5 og at over 20 millioner benytter sig af iCloud.

iPhone 4S er i dag på markedet i USA, Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Japan og England, og kommer på markedet den 28. oktober i 22 nye lande, heriblandt Danmark.
Ved årsskiftet er iPhone 4S tilgængelig i over 70 lande.

Anmelderne elsker Siri

Fredag var store iPhone 4S-dag, hvor mobilen røg i butikkerne i blandt andet USA og England. Og medierne er umiddelbart begejstrede for lille Apples nye.

Amerikanske Macworld skriver at iPhone 4S "er hurtig, har et godt kamera, fede stemmegenkendelses-funktioner og et lækkert design," og er generelt meget positive. Det samme er websitet Boy Genius Report, der også slår på hastighed, kamera og Siri.

Generelt er medierne temmelig begejstrede for Siri. Websitet Cult of Mac siger ligefrem, at Siri er den eneste reelle opdatering i iPhone 4S. Kameraet får dog også et par superlativer med på vejen. "Takket være Siri og det fantastiske kamera, er iPhone 4S den bedste smartphone gjort bedre".

Men det er ikke blot Apple-medierne, der er glade for iPhone 4S. New York Times konkluderer, at "iPhone 4S indeholder en masse fantastisk teknologi. Og noget af det føles som magi." Igen er det Siri og kameraet, der fremhævedes i anmeldelsen.

Vi danskere må vente til den 28. oktober før iPhone 4S kan købes i butikkerne. Og vi må vente endnu længere på mobilens hovedattraktion, Siri, der ikke har lært at tale dansk - og Apple har ikke givet nogen garantier for, at hun nogensinde vil lære det.

Cloudtjeneste giver 50GB gratis plads til alle Apple-brugere


Box.net forsøger at holde på kunderne med et godt tilbud.

Apples iCloud har givet konkurrerende cloudtjenester noget at tænke over og ny forsøger Box.net at holde på Apple-brugere, ved at tilbyde 50GB gratis lagerplads.

For at få adgang til de 50GB gratis lagerplads hos Box-net skal du blot hente deres lille Box-net app i App Store.

Det hele er ganske gratis og der er mulighed for at uploade filer på helt op til 100MB. Den gamle grænse var på 25MB.

Når det hele er sat op kan du tilgå dit indhold fra alle Apple-enheder samt streame indhold fra Box-net via AirPlay til blandt andet Apple TV.

Tilbuddet gælder indtil 2. december.
Hent gratis program i App Store og læse mere om det flotte tilbud hos Box.net.