torsdag den 13. december 2012

Kort-helvede er slut på iPhone


Efter lang tids rygter og snakken i krogene har Google nu langt om længe frigivet deres korttjeneste til iOS. Det betyder, at Google Maps nu igen kan pryde skærmbilledet på din iPhone, efter at Apple fjernede den med lanceringen af iOS 6 i september. Tak for den tidlige julegave, Google.

Beep-redaktionen har allerede smugkigget lidt på app’en, og er begejstrede: Umiddelbart slår den Apple Maps med flere længder. Brugerfladen virker lækker, og du har mulighed for at swipe med to fingre for at få funktionerne frem hurtigt og nemt.

Selvom navigationsdelen stadig er i betaudgave, virker både 'Street View', 'Offentlig Trafik' og 'Satellitbilleder' ganske fint, og i modsætning til den tidligere Google Maps-app, tilbyder den nye fuld navigation med stemmevejledning.

App’en er gratis og kan hentes i App Store. Den kommer med 29 forskellige sprog – også dansk.

mandag den 10. december 2012

Er iPhone 5S på vej?


Nye billeder kunne tyde på, at Apple allerede er gået i gang med efterfølgeren til iPhone 5, der udkom for få måneder siden
Så snart en iPhone er kommet på markedet, bliver den flået fra hylderne. Derfor går rygterne selvfølgelig konstant også på, hvornår det næste teknologiske vidunder fra Apple dukker op.

Nye billeder viser, at der måske snart er en opfølgning på vej til den seneste iPhone 5. Hjemmesiden www.iphone5parts.net har fundet frem til billeder, der kan ligne arbejdet på en bagside en S-udgave af 5'eren. De mener, at der kan være mulighed for at det er en opgradering, da et af billederne viser et X, hvor der burde være specifikke oplysninger. Normalt betyder et X, at det er en test-prototype.

Der er også ændringer inde i selve mekanikken, der tyder på, at det er en ny udgave, der er tale om. Ifølge hjemmesiden sidder hullerne til skruerne anderledes end de gør på den nuværende iPhone 5.
De seneste rygter om en nu iPhone er, at den vil komme omkring sommer 2013. Se billederne af den mulige iPhone 5S her (eksternt link).

tirsdag den 13. november 2012

Rygte: Næste iPhone klar til foråret

Hvis de seneste rygter taler sandt, så kommer vi næppe til at vente et år på næste iPhone.
Ifølge Digitimes, så har Apple fremskyndet godkendelsesprocessen for iPhone 5S, og starter første prøveproduktion op her til december. Oplysningerne stammer fra den kinesiske avis Commercial Times.

Årsagen er en meget høj fejlrate på iPhone 5, som følge af en vanskelig produktion for Foxconn. Mange af de iPhone 5 der forlader samlebåndet på fabrikkerne i Kina har mekaniske skavanker, som ridser og grater i metallet.

Apple ombytter defekte telefoner uden vrøvl, så kunderne lades ikke i stikken; Men det er jo dyrt i længden for Apple, og kunderne kommer til at vente endnu længere på deres nye gadget.

iPhone 5S ventes lanceret i 1. kvartal 2013.

Will it blend? – nu også med iPad mini

Galningene fra Blendtec tester iPad mini mod Kindle Fire og Nexus 7.

Gadgetverdenens svar på Motorsavsmassakren er tilbage i form af Blendtecs nyeste eksperiment: Hvem overlever en tur i blenderen bedst: iPad mini eller konkurrenterne fra Amazon og Google?

Se hvem der vinder den noget tåbelige konkurrence i videoen

mandag den 12. november 2012

Danske Spil må udskyde Mac-planer


Danske Spil er uden sammenligning Danmarks største spilleselskab, og med størrelsen følger også ambitioner om at være de bedste. På nogle områder halter det tidligere monopol dog et stykke efter konkurrenterne.

Et af dem er i forhold til den del af befolkningen, som bruger Mac.
På nuværende tidspunkt tilbyder Danske Spil nemlig kun poker (og kasino) til pc-brugere. I foråret lovede Direktør for Danske Licens Spil Jens Aaløse en Mac-løsning til pokerklienten senest pr. 31. oktober, men det løfte var han ikke i stand til at holde.

- Vi udvikler ikke selv og er afhængig af vores partner PartyGaming. Den rigtige og korte forklaring er, at de har måttet omprioritere i deres udviklingsafdeling, hvilket betyder, at den Mac-løsning, vi hungrer efter på det danske marked, er udskudt til Q1 i 2013. Desværre og problematisk, siger Jens Aaløse.

I samme periode har verdens største pokerselskab PokerStars lanceret et ganske glimrende produkt til både mobilen og tablets. I forvejen har Stars en Mac-klient, ligesom blandt andre Full Tilt samt flere udbydere på Ongames og Entractions netværk.

Målet hos Danske Spil og PartyGaming er også at blive bedre på mobil og tablet.
- Vi har aldrig lagt skjul på, at på poker- og kasinofronten er distributionen ikke bred nok til vores kunders forventning og heller ikke til vores egne ambitioner. Vi skal være bedre på både tablet og mobil. Der er vi et stykke efter konkurrenterne, siger Jens Aaløse.

Når det gælder Mac-brugere, er Apple ikke meget for at fortælle, hvor stor deres markedsandel er i verden og i Danmark. Flere forskellige undersøgelser peger på, at i størrelsesordenen 15 procent af alle danskere bruger Apples computere frem for en stationær eller bærbar pc.

søndag den 11. november 2012

Apple stopper patentkrig mod HTC



Apple og HTC har lagt boksehanskerne på hylden og indgået et patentforlig og en 10-årig licensaftale. Dermed er der sat stop for den første store patentkrig på smartphone-området.

Apple sagsøgte HTC tilbage i 2010, hvor den amerikanske it-gigant beskyldte konkurrenten for at krænke sin patenterede iPhone-teknologi.

Det var Apples første store juridiske angreb på en producent, der benytter Googles Android styresystem.

Aftalens detaljer er endnu ikke lagt frem, men Apple-chef Tim Cook siger i en fælles pressemeddelelse, at han er glad for at have indgået forlig med den taiwanske konkurrent.

Topchefen hos HTC, Peter Chou, er også begejstret for at få tvisten løst, så firmaet kan "fokusere på innovation i stedet for retssager".

Siden Apple lagde sag an mod HTC voksede patentkrigen til at omfatte konkurrenter som Samsung Electronics og Googles Motorola Mobility-afdeling.

IPhone-skaberne vandt i august et sagsanlæg mod Samsung til værdi af mere end seks milliarder kroner, mens en sag mod Motorola ikke har givet nogen klar vinder.

I sagen mod den taiwanske telefonkæmpe er det lykkedes Apple at afbryde konkurrentens varestrøm ind på det vigtige amerikanske marked.

Det skete, da USA's internationale handelskommission afgjorde, at HTC havde forbrudt sig mod et ud af fire patenter, som Apple havde anfægtet. Handelskommissionen valgte at indføre et salgsforbud mod nogle af HTC's produkter.

fredag den 2. november 2012

Eplehuset udsat for hackerangreb

IT-kriminelle har hacket sig adgang til blandt andet Eplehusets netbutik. Alle passwords er blevet nulstillet

Firmaet, der leverer netbutiksløsningen til Apple-forhandleren Eplehuset, er blevet hacket. Det skriver Eplehuset i en mail, som i dag er blevet sendt til firmaets kunder.
Ifølge mailen har uvedkommende fået adgang til Increos servere, som indeholder Eplehusets kundedatabase med blandt andet passwords til eplehuset.dk.
Eplehuset har nulstillet alle passwords i systemet, og har du brugt samme password andre steder på nettet, opfordrer Eplehuset dig til at ændre disse.

Kundernes kreditkortoplysninger bliver ikke opbevaret på de hackede servere, så disse oplysninger er altså ikke kommet i forkerte hænder.

Nulstillingen af passwords betyder, at du ved næste besøg på eplehuset.dk da skal generere et nyt password ved at trykke på 'Glemt dit password?’-knappen. Det nye password vil så blive sendt til dig i en mail.

Du kan læse mere om angrebet på Increos hjemmeside.
Angrebet er blevet meldt til politiet.