fredag den 25. januar 2013

Den ultimative Mac-oplader


Efter lang ventetid er den geniale Mac-oplader Plugbug langt om længe klar til brug i Danmark.

Opladeren, der er produceret af virksomheden Twelve South, kan forvandle din Mac-oplader til en "to-i-én" oplader, der også kan oplade din smartphone eller tablet. 

Plugbug kom på markedet allerede i 2011. Men først nu er den kommet i en international version ved navn Plugbug World, hvor der blandt andet medfølger et stik, der passer til danske stikkontakter.

Plugbug påhæftes toppen af din Macbook-oplader og udstyrer hermed opladeren med en USB-port, der kan bruges til at oplade en ekstra enhed. Eksempelvis din iPhone eller iPad.

På denne måde kan du oplade to enheder, selv om du kun har adgang til et enkelt strømstik, og når du skal ud at rejse, behøver du kun at tage en enkelt oplader med i din taske.

Den nye internationale version af Plugbug er endda endnu mere perfekt som rejseledsager, fordi den har fem medfølgende stik, der sikrer, at den kan bruges i de fleste af verdens stikkontakter.

Plugbug oplader med 10 watt, som det kræves, hvis din iPad skal oplades med optimal hastighed, mens iPhone-opladeren lader op med 5 watt - ligesom det er tilfældet med din computers usb-port.

Twelve Souths hjemmeside kan Plugbug World købes for cirka 250 kroner (45 dollar). Her skal du dog betale yderligere 30 dollar i forsendelse til Danmark, og det kan derfor godt betale sig at vente på, at den dukker op i danske butikker eller Amazon.co.uk, der har gratis forsendelse til Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar