søndag den 31. juli 2011

iPhone 5 cover sælges nu i kina


MICGadget rapportere nu at iPhone 5 covers bliver solgt overalt i Kina, coveret har en start pris på $0.30 cents, med en minimum på 500 stk.

Hvis rygterne skulle være rigtigt skulle den nye iPhone komme på marked den 5 september.

iTunes Store opgraderet med 90 sekunders lydklip

Apple er langt om længe kommet igennem med en udvidelse at længden på lydklip i iTunes Store.

Apple har længe ønsket at forlænge lydklip i iTunes Store fra 30 sekunder til 90 sekunder, altså en tredobling.

Det er netop sket her i week-end’en.
De nye lydklip skulle af Apple være indført for at give brugerne bedre muligheder for at lytte før de køber.

Pladebranchen har været meget imod med argumentatinen om at flere ville nøjes med lydklip og ikke vil købe numrene hvis længden blev udvidet.

Men branchen har nu givet sig bredt, så alle lydklip, også fra indieselskaber skulle være oppe på 90 sekunder.

fredag den 29. juli 2011

Apple har flere penge end USA

USA's økonomi er til rotterne, men det modsatte kan man sige om Apple og den succes, der hænger over Cupertino-selskabet.
Mens den amerikanske regering og opposition gør, hvad de kan for at redde den skrantende økonomi, der gennem længere tid kun har været på vej mod afgrunden, så burde de måske stoppe op og kigge mod vest og i retning af Apple for at finde i hjælp.

Her har man i hvert fald ingen problemer med at holde økonomien kørende, og det i en grad så Obama og Co. må være bare en smule misundelige over ikke at være et privatdrevet selskab.
Ifølge meldinger fra det amerikanske finansministerium overstiger Apples beholdning af likvider eller kontantbeholdning om man vil, nu den samlede amerikanske kassebeholdning. Den statslige kassebalance var i går på 73,8 milliarder dollars, eller hvad der svarer til svimlende 384 milliarder kroner. Apples seneste regnskab fra den 13. juli viste, at de lå inde med en kontantbeholdning på hele 76,2 milliarder dollars ved udgangen af juni. Det skriver Businessinsider.com.

Hvorfor hænger det så sådan sammen? Her er forklaringen ret enkel: Apple tjener langt flere penge hjem, end Jobs og co. kan nå at investere og bruge, mens det forholder sig lige akkurat omvendt med den amerikanske stat, der ikke kan få regnestykket til at gå op.

Er dette iPhone 5?

En helt ny Apple-gadget er blevet spottet i et tog nær San Francisco.



Et helt nyt Apple-produkt er angiveligt blevet spottet i et tog i San Francisco. Det er i alt fald hvis vi skal tro 9to5mac.com, der har publiceret ovenstående foto, som websiden fik tilsendt fra en unavngiven tipper.
9to5Mac har været i kontakt med tipperen, der fortæller, at han fik et godt kig på produktet, der på ingen måde ligner nogle af de eksisterende iPhones eller iPod Touch-modeller.

Tyndere med runde hjørner
Tipperen fortæller, at brugeren gjorde hvad han kunne for at skjule mest muligt af enheden, der så ud til at have en større skærm, afrundende hjørner af metal og en bagside, der bliver tyndere mod bunden.
Det design passer i forhold til nogle nye etuier, der netop også er blevet lækket på nettet.
Den oprindelige iPhone blev også spottet på et tog mellem San Francisco og Cupertino, hvor Apple har sit hovedkvarter. Den næste iPhone forventes annonceret til september, og Apples driftschef, Tim Cook, har i forbindelse med offentliggørelsen af Apples kvartalsregnskab fortalt, at firmaet har en stor produktlancering i september.

Dette billede som kom i omløb for et par dage siden , passer med et iPhone-design med afrundede hjørner og tyndere profil

torsdag den 28. juli 2011

Video on demand til din iPad

Voddler lancerer iPad-app, der giver dig gratis film og lejefilm på din tablet.

I foråret lancerede on-line filmtjenesten Voddler en app til iPhone og senere kom en Android-venlig version, der gav filmelskere på farten mulighed for at leje video-on-demand fra Voddlers filmkatalog – endda med danske undertekster – samt se et bunke gratis film.

Og har du en iPad, behøver du ikke længere bruge iPhone-versionen på den, da Voddler har lanceret en dedikeret iPad-app. I modsætning til iPhone og Android-app’en, der er gratis, koster iPad-app’en dog 42 kroner, men så får du også mulighed for at se film, der udnytter iPad’ens skærm, uanset om du er på mobilnettet eller over Wi-fi.

Voddler kræver ikke noget abonnement, og du kan som sagt både leje film til priser på 35 kr. for True Grit eller 19 kr. for Internal Affairs, eller se et udvalgt af gratis film som f.eks. Monster’s Ball. Voddler har over 4.500 titler i deres katalog og i skrivende stund 200 titler til rådighed på iPad’en. Voddler skriver dog, at de aktiverer flere titler på de mobile platforme med jævne mellemrum.

Apple vil være tyndere

To forskellige Apple-orienterede weblogs rapporterer, at æblefirmaet tester MacBook Pro-maskiner, der er lige så tynde som MacBook Air


Apple er på vej med bærbare computere med 15- og 17-tommer skærme, der er lige så tynde og lette som firmaets nye MacBook Air-computere. Det er i alt fald hvis vi skal tro webloggen MacRumors.com, der har informationen fra unavngivne kilder.

Webloggen skriver, at Apple er i fuld gang med at teste en ultratynd bærbar computer med en 15-tommer skærm.
'Vi ved endnu ikke med sikkerhed om den vil blive kaldt MacBook Air eller MacBook Pro, men vi ved at den er langt henne i testfasen,' skriver MacRumors. 'Mange forventer, at Apples designvalg hos MacBook Air-modellerne vil finde vej til MacBook Pro-maskinerne med brugen af fast hukommelse (i stedet for traditionel harddisk, red.) og fjernelsen af det optiske drev som de største ændringer,' skriver websiden.
 
17 tommer og tynd
En anden Apple-blog, TUAW, publicerede kort efter en anden historie med information om, at der ikke blot vil komme en 15-tommers maskine, men også en med en 17-tommer skærm.
Apple har fornyelig lanceret sin egen butik til køb af programmer via internettet og er på vej til at fjerne næsten al fysisk software i sine egne detailbutikker. Firmaets nye MacBook Air- og Mac Mini-computere kommer også uden dvd-drev.

Ved at fjerne dvd-drevet skubbes forbrugeren også i retning af Apples egne onlinebutikker til køb af software, musik, film og tv-serier.
Begge webblogs forventer, at de nye maskiner ryger ud på butikshylderne op til julesalget.

onsdag den 27. juli 2011

Facebooks iPad-app afsløret!

iPad-app-facebook.jpg




Facebook er endelig på vej med en app til iPad. Websiden Techcrunch.com har leget med sagerne. 

 

Mange har ventet på en iPad-app til Facebook lige siden Apples første iPad ramte butikshylderne i USA tilbage i april sidste år. For et stykke tid siden sagde Facebooks grundlægger og direktør, Mark Zuckerberg, at man ikke ville lave en iPad-app fordi, at iPad "ikke er en mobil enhed." Det betyder, at der har været et stort marked for tredjeparts-apps til Facebook, eksempelvis Friendly. Det ser dog ud til, at Zuckerberg nu har skiftet mening.

MG Siegler fra Techcrunch.com har nemlig opdaget, at der gemmer sig en fuldt funktionsdygtig app til iPad gemt inde i Facebook-applikationen til iPhone og iPod Touch. For at aktivere iPad-delen af applikationen skal du have en jailbreaket iPad og pille lidt i koden, men så får du også adgang til en app, der udnytter iPad'ens store skærm og byder på en helt ny brugergrænseflade.

Du kan læse en fuld gennemgang af applikationen på Techcrunch.com her, og tjekke et væld af skærmdumps her!

MG Siegler har fået bekræftet, at Facebook gør klar til at lancere netop denne app til iPad, men det er endnu uvist hvornår den dukker op i Apples App Store.

iPad-app-2.jpg

onsdag den 20. juli 2011

BREAKING NEWS: Lion, Mac Mini og MacBook Air er ankommet



Det er nu muligt at få fingrene i det 179 kroner billige nye styresystem Mac OS X Lion. Der er sagt og skrevet meget om det, så her nøjes vi med at linke til styresystemet i Mac App Store.
Find Lion HER.

Det blev som ventet også til et par nye produkter, og inde på Apple.com/dk kan man nu finde en opdateret udgave af MacBook Air samt en ny Thunderbolt-udgave af Mac Mini - begge kommer de fra start med indbygget Lion.
MacBook Air kommer med i5 og i7-processorer, Thunderbolt og flash-hukommelse - og så kommer der igen lys i tastaturet. Prisen starter på omkirng 7.500 kroner
Find MacBook Air HER.

Mac Mini kommer som sagt også i en Thunderbolt-udgave og med i5-processorer. Prisen starter på 4.599 kroner.
Find den nye Mac Mini HER.

Apple overrasker med rekordregnskab

Salget af både iPhones og iPads går strygende for Apple, der i det seneste kvartal leverede et rekordoverskud på 38,5 milliarder kroner.

Den amerikanske IT-gigant Apple fortsætter med at overraske analytikerne og markedet. Apple leverede sent tirsdag aften et rekordregnskab for det seneste kvartal med en omsætning på godt 150 milliarder kroner og et overskud på 38,5 milliarder kroner.


Bag de overraskende tal ligger et rekordsalg af både iPhone og iPad. Apple solgte i det seneste kvartal over 20 millioner iPhone-telefoner og godt ni millioner iPad-enheder. Det svarer til en salgsvækst for iPhone på 142 procent og 183 procent for iPad sammenlignet med samme kvartal sidste år. Bloomberg havde ventet et salg på 7,7 millioner iPad-computere og et fald i antallet af solgte iPhone-telefoner til 17 millioner enheder.
Til gengæld faldt salget af iPods som ventet. De seneste tre måneder blev der kun solgt 7,5 millioner enheder - et fald på 20 procent sammenlignet med året før.

Det er ifølge Bloomberg første gang siden 2008, at Apple ikke kan præsentere en ny iPhone-model i sit kvartalsregnskab for tredje kvartal. Den næste model, iPhone 5, ventes først på markedet i september.
Ud over en ny iPhone-model ventes Apple i næste kvartal at introducere iOS5, der er næste version af styresystemet til iPhone og iPad.
Apple er kendt for at have en konservativ tilgang til firmaets egne prognoser for fremtiden og forventer således et mindre fald i omsætningen for de kommende tre måneder til 131 milliarder kroner. Det er en anelse under analytikernes forventninger til næste kvartal.


Samtidig med offentliggørelsen af de nye regnskab begyndte spekulationerne om hvem der skal overtage styringen af Apple efter Steve Jobs, der ikke har siddet ved roret siden januar, hvor han igen måtte under lægelig behandling. Ifølge avisen har flere bestyrelsesmedlemmer drøftet en afløser, og mange forventer, at Jobs ikke kommer tilbage i chefstolen igen

tirsdag den 19. juli 2011

Første kunde allerede i kø til iPhone 5

Den første Applefan ligger allerede i telt foran Apples største butik i London.
Den 29-årige Rob Shoesmith har sagt sit job op for på fuld tid at ligge i kø foran Apples flagskibsbutik i London.
Her venter han på af iPhone 5 skal blive frigivet og han håber at blive den første til at få den nye mobil når den kommer.

Shoesmith ligger der dog ikke bare som en gal fan foran butikken og venter. Faktisk er det hans fuldtidsjob, idet han som en del af projektet arbejder med markedsføring for mobilselskabet Medl Mobile.
Indtil videre har Shoesmith modtaget gratis gaver for mere end 40.000 pund fra forskellige firmaer.
Shoesmith planlægger at donere det hele til velgørende formål når det underlige eksperiment er færdig.

Så man man blot håbe at iPhone 5 frigives inden vinter og at Apple ikke bare udgiver en iPhone 4S til efteråret, da Shoesmith ellers kommer til at ligge i kø i lang tid.
Læs mere om Shoesmith via Metro UK.

mandag den 18. juli 2011

Intego klar med malware-scanner til iOS

Intego er nu klar med VirusBarrier iOS, som er den første malware-scanner til Apples iPhone og iPad.

Den nye malware-scanner bygger på Integos Macprogram VirusBarrier X6.

VirusBarrier iOS gør det muligt at scanne emails til iOS-enheder for malware og vira, som kan skade Mac og Windows-systemer når de videresendes.
Programmet kan blandt andet scanne filer fra MobileMe, Dropbox, web servers eller WebDav disks.

Da Apple har beskyttet iOS med en række sikkerhedsfunktioner er VirusBarrier et ”on-demand”-system, der skal aktiveres hver gang man skal sende en fil videre.
VirusBarrier er til salg i App Store for 18 kroner.

iPod på vej i graven

Enden på en era er nær

iPod var for mange den gadget, der gjorde dem til Apple-fans og som senere fik dem til at gå over til Mac i stedet for PC. For første gang fandtes der en mp3-afspiller, der som man gerne ville have liggende fremme, og som nærmest var et statussymbol.



Men nu er det snart slut med iPod, hvis man spørger de analytikere, der normalt beskæftiger sig med gadget-markedet. Det har magasinet Fortune nemlig gjort, faktisk hele 43 af dem. Samtlige 43 analytikere mener, at iPod’ens storhedstid for længst er overstået, og det ikke kan vare mange år, før den er en saga blot.

Gennemsnitligt mener analytikerne, at salget af iPods vil falde 7,2% om året fremover, indtil Apple beslutter sig for at lægge den populære gadget i graven, fordi det ikke kan betale sig at producere den længere.
Det år, hvor Apple solgt allerflest iPods var i 2008, hvor de op til jul solgte 22,7 millioner iPods på et kvartal. Siden da er det gået støt ned ad bakke med salget

søndag den 17. juli 2011

Apple vinder vigtig sejr over HTC

Apple har netop fået medhold i to af sine anklager mod HTC.

HTC blev sagsøgt af Apple sidste og og siden røg klagen videre til International Trade commission, der nu har givet Apple ret i to vigtige klager.
Ifølge komissionen har HTC nemlig misbrugt to af Apples patenter i en række ældre smartphones, som Nexus One og det kan nu føre til et importforbud i USA af de berørte mobiltelefoner. Apple har siden udvidet sin klage til International Trade commission som kan ramme HTC’s nyere smartphones fra at blive importeret til USA.

Apples oprindelige sagsanlæg mod HTC handler om mere end 20 patenter som Apple beskylder HTC for at misbruge og gælder både brugerflade, hardware samt den underliggende arkitektur i HTC’s smartphones.

HTC’s svar på Apples sagsanlæg var et modsagsanlæg og en klage til International Trade commission ligesom HTC beskylder Apple for ikke at ville konkurrere med blot sagsøge.
Apple menes af nogle iagttagere at forsøge at nedkæmpe Googles Android mere end man egentlig gør efter HTC med patentagerne mod HTC.

Jailbreakme.com hul lukket med 4.3.4 firmware opdatering

Det er ikke mere end 10 dage siden, vi omtalte jailbreak værktøjet jailbreakme.com

Apple har tilsyneladende lukket hullet med en ny firmware opdatering 4.3.4, så denne metode ikke virker mere.

Men fortvivl ikke. The iPhone Dev Team som står bag Redsn0w har allerede et værktøj til at jailbreake 4.3.4 med.

Men den er dog stadig i beta fasen og i en Tethered udgave, hvilket betyder at jailbreaket forsvinder hvis du slukker din telefon.

fredag den 15. juli 2011

Afspil Blu-ray film på din Mac


Den allerførste løsning på hvordan man kan afspille Blu-ray-film på Mac er nu kommet. Apple har aldrig selv lavet understøttelse af Blu-ray-formatet, eftersom holdningen var at det var for stor en hovedpine, da man dengang var midt i formatkrigen mellem HD DVD og Blu-ray. Efter at Blu-ray vandt har Apple dog stadig ikke lavet understøttelse af formatet.

Det har firmaet MacGo forsøgt at rette op på og lavet et program til Mac der kan afspille Blu-ray film kaldet Mac Blu-ray Player. Programmet er ikke uden problemer, hvilket en test hos eksempelvis Macworld har vist. Det kan derfor anbefales at teste med den gratis version først.

Programmet er gratis at bruge de første 3 måneder, hvorefter det koster $39,95 dollars eller ca. 210 kr.

Programmet er desuden også udviklet til Windows og kan også håndtere andre filmformater end Blu-ray. Macworld havde dog ikke den store succes med at afspille en DVD via programmet.

torsdag den 14. juli 2011

16 smarte smutveje i iTunes

Træt af touch-pad og mus når du skal høre musik, så find 16 smarte genveje i iTunes her

Herunder finder du 16 tastatur-genveje til at lette dit forhold til iTunes, så du også kan nå at danse med til musikken.

1. ALTERNATIV+PIL HØJRE eller VENSTRE
Lyt til det næste eller forrige album på en liste

2. SKIFT+KOMMANDO+N
Opret en ny spilleliste med de valgte sange

3. KOMMANDO+Q
Slut iTunes

4. ALT+SLETTETAST
Slet den valgte sang eller valgte spilleliste fra biblioteket

5. CTRL+Klik på kolonneoverskrift
Rediger de viste kolonner med sangoplysninger

6. KOMMANDO+N eller P
Se oplysninger om den næste eller forrige sang på listen i Infovinduet

7. KOMMANDO+KOMMA (,)
Åben iTunes-indstillinger

8. KOMMANDO+O
Føj et arkiv til biblioteket

9. KOMMANDO+L
Vis den sang, der afspilles nu, på listen

10. KOMMANDO+B
Vis eller skjul kolonnerne Kunstner og Album

11. KOMMANDO+G
Vis eller skjul billeder til sange

12. MELLEMRUMSTAST
Stop eller start afspilning af den valgte sang Mellemrumstast

13. KOMMANDO+PIL HØJRE eller VENSTRE
Afspil næste eller forrige sang på listen, mens en sang afspilles

14. KOMMANDO+PIL OP eller NED
Øg eller mindsk lydstyrken

15. ALTERNATIV+KOMMANDO+PIL NED
Slå lyden fra, mens sangen stadig afspilles

16. KOMMANDO+2
Vis Equalizer-vinduet

Apple vil have forbud mod HTC-telefoner i USA


Det er ikke kun Samsung, der p.t. ligger i storkrig med Apple, også den taiwanske smartphone-gigant HTC er i strid med Cupertino-firmaet.

Seneste udvikling i dette er, at Apple nu har anmodet USA's internationale handelskomission (ITC) om at få et importforbud mod alle Samsungs android-telefoner samt alle HTC's telefoner.



I modsætning til anklagen mod Samsung, der omhandler plagiering af design, så beskyldes HTC for at anvende Apples patenter uden hverken at have fået lov eller at betale for det.

HTC afviser imidlertid anklagen og giver samtidig udtryk for, at de er skuffede over Apple

Hvornår kommer Lion så?


Det var lidt som at vågne efter en lidt for lang middagslur, hvor man er i tvivl om, man har sovet for længe, eller om der stadig er lang tid til den der aftale. Vi havde her til morgen regnet med, at nu kunne vi endelig hente den officielle version af Lion ned til vores maskiner.

Sådan blev det desværre ikke, men hvornår mon så styresystemet kommer?
Der har hele natten igennem været gang i spekulationerne om, hvorvidt Mac OS X vil nå at komme i Mac App Store i løbet af datoen 14. juli, som længe har været rygtet som lanceringsdato for det nye styresystem.
Vi var en bunke, der havde håbet og troet på en midnatslancering i det amerikanske, men sådan skulle det åbenbart ikke være, og nu kan vi så i stedet håbe på, at Lion ligger klar til den amerikanske frokost – klokken 17-20 dansk tid.

Rygter går også på, at Apple slet ikke vil sende Lion i handlen i denne uge, men at vi skal et stykke ind i den kommende uge, før det sker. Holder det, vil vi med stor sandsynlighed både se Lion, og de kommende maskinopdateringer lanceret på én gang. Som vi tidligere har skrevet, så hedder det sig, at Apple for øjeblikket alene tilbageholder 400.000 nye MacBook Air-enheder, og sammen med de nye Mac Mini’er og Mac Pro’er, kan Apple vel ikke blive ved med at lade det være taktikken. Apple har ikke lovet noget i denne sag - på hjemmesiden hedder det kun, at Lion kommer i løbet af juli

onsdag den 13. juli 2011

Test: Kan nogen udfordre iPad?

Der er ikke kun iPad på markedet, selv om det kan virke sådan. Hvad kan konkurrenterne?

Tablets er blevet en succes, og forklaringen herpå er meget enkel: Du behøver ingen forkundskaber for at bruge dem.
Det operative er enkelt og effektivt. Det er ikke en fuldt ud god erstatning for en traditionel computer, men er du blandt dem, som stort set bare surfer på nettet og skriver en e-mail i ny og næ, kan en tablet være alt, hvad du behøver. Hovedsageligt er den dog et supplement til computeren.
Helt enkelt er en tablet egnet til alle aldersgrupper helt uafhængig af forkundskaber. Det er konceptets store styrke. Tre-fire-årige kan håndtere en iPad uden problemer, på samme måde er det en glimrende enhed for den ældre generation, som ikke ønsker komplicerede funktioner, som følger med en bærbar eller stationær computer. Det er kort sagt en enhed for alle, uden undtagelse.

iPad mod konkurrenterne


Apple har langt hen ad vejen skabt sit eget marked og gjort tablets til en dundrende succes. Apple har fået lov til at være alene på markedet siden april 2010 og er allerede kommet med en version 2. Nu er de glade dage imidlertid ovre. Konkurrenterne florerer og stort set alle, som kan krybe og gå, er enten klar eller på vej med mindst en tablet.

En stor aktør glimrer dog ved sit fravær, men Microsoft kommer nok med senere. Men de er meget sent ude og risikerer at få et stort arbejde med komme igen over for Apples iOS og Googles Android.

Foreløbig er der altså kun to konkurrerende systemer i tabletmarkedet. Android og iOS. Alle konkurrenterne til Apples iPad kører foreløbig Android, og vi har samlet en håndfuld produkter for at se, om de kan få Apple IPad ned fra tronen.

Creative Ziio 10



1 ud af 6

Dette er en lidt anderledes tablet. Den er ikke direkte lavet som en konkurrent til Apples iPad.

Ziio er først og fremmest rettet mod musikelskeren og har dermed en del gode funktioner til netop musik. Skærmen har en opløsning på 1024 x 600 pixels.

Det interessante er, at mens de fleste har berøringsfølsomme skærme, har Creative valgt at holde sig til en trykfølsom. Det er en beslutning, vi overhovedet ikke begriber. Skærmen er heller ikke blandt de bedste. Den virker noget uklar, og ved afspilning af film fungerer den kort sagt ikke specielt godt. Den er om muligt en endnu større katastrofe end Viewsonic i sollys.

Pris:

  • 2.499 kr.

Plus:

  • Billig
  • Gode musikapplikationer

Minus:

  • Vanskelig at bruge
  • Dårlig skærm
  • Gammel Android-version



LG Optimus Pad



4 ud af 6

LG spiller på Pad-betegnelsen for alt det, det er værd med Optimus Pad, som har 3D-optagelse.

Optimus Pad har en skærm på 8,9 tommer i formatet 15:9 og en opløsning på 1280 x 768, altså WXGA. Dette gør den lidt mindre end de andre i denne test, men det er så lidt, at det ikke er særlig mærkbart.

Den er udstyret med to kameraer til 3D-video, og den tager billeder med en opløsning på 5 MP. Billedkvaliteten er faktisk ganske god. Den har også et 2 MP kamera i front til videosamtaler. LG Optimus Pad er en enhed, vi kan lide. Den er hurtig, skærmen er god, og 3D-optagelser er en god funktion. Vores indtryk er positivt, men der mangler lidt, før LG kommer op i samme liga som iPad 2.

Pris:

  • 6.999 kr.

Plus:

  • Hurtig
  • 3D-video
  • Android 3

Minus:

  • Meget dyr
  • Tung
  • Skærmen er ikke 3D
  • Lidt plasticagtig



Viewsonic ViewPad 10s



2 ud af 6

Viewsonic er en af producenterne, som har taget Apples Pad-betegnelse med i navnet, i håb om at dette kan hjælpe på genkendelseseffekten.

Den version, vi testede, var udstyret med Android version 2.2. Det er en gammel version af Android, og ViewPad bærer præg af netop det.

Version 3.0 er en langt mere tablet-tilpasset version og gør enhver tablet langt bedre i brug. Den oser ikke ligefrem af kvalitet. På den positive side har den både usb, HDMI og et MicroSD som tilslutningsalternativer. Skærmen er også noget for sig. Med en opløsning på 1024 x 600 pixels er den ikke ligefrem knivskarp. Synsvinklen er heller ikke specielt god, og tager du den med ud i sollys, er den en total katastrofe.

Pris:

  • 2.900 kr.

Plus:

  • Billig

Minus:

  • Mangler en del Google-apps
  • Forvirrende knapper
  • Tvivlsom skærm
  • Dårlig batterilevetid



Acer Iconia A500



4 ud af 6

Acer A500 giver lidt af samme kvalitetsfølelse som iPad, uden sammenligning i øvrigt.

Acer A500 er den bedste af iPad-konkurrenterne, vi har testet her. Acer har fundet plads til både usb, HDMI og en microSD-port på denne enhed, og det gør den åben og meget modtagelig for data fra andre kilder i modsætning til iPad.

Android-operativsystemer har alligevel et stykke vej at gå, før de når det samme brugervenlige niveau som Apples iOS, selv om version 3 er kommet et godt stykke ad vejen. A500 er en lækker sag, men vægten på 760 gram er i den tunge ende. Multimediastøtten er meget god, og hvad tilslutninger angår, er den iPad overlegen. Alligevel er der på Android-enhederne, efter vores mening, et stykke vej op til iPad.

Pris:

  • Fra 3.990 kr.

Plus:

  • Billig
  • Gode tilslutninger
  • Hurtig

Minus:

  • Ikke 3G
  • Tung



Apple iPad 2



5 ud af 6

(bedst i test)

iPad 2 er ikke en revolution i forhold til den forrige, snarere en evolution, og det er helt fint.

Det første, man lægger mærke til ved iPad 2, er, at designet kun er ændret marginalt. Hovedsageligt er den blevet lidt tyndere end forrige udgave, foruden at den er blevet noget lettere.

iPad 2 har beholdt den fine 9,7 tommers skærm, og opløsningen er den samme som før. Under panseret har den derimod fået en ny dual-core processor samt en kraftigere grafikmotor.

Dette giver en langt bedre ydelse til flere ting, men du mærker det specielt på en del spil og en del surfing. iPad 2 er en glimrende tablet. Applikationsudvalget slår alt andet på markedet. Herudover er den pæn og ganske lækker, samtidig med at den oser af kvalitet, i modsætning til en del af konkurrenterne.

Det er muligt, at konkurrencen bliver hårdere, og konkurrenterne begynder at nærme sig, men vi holder alligevel på Apple iPad 2. Det er bare at håbe, at konkurrencen fører til en masse positiv udvikling både fra Apple og konkurrenterne. Det er noget, der vil komme forbrugerne til gode.

Pris:

  • Fra 3.699 kr. uden 3G og fra 4.599 kr. med 3G

Plus:

  • Meget godt brugergrænsesnit
  • God skærm og god grafik
  • Overlegen adgang til apps
  • Pæn

Minus:

  • Lukket system med få tilslutninger
 

Lion klarer selv opdateringerne

I Lion behøver du ikke længere tænke på sikkerhedsopdateringer, dem tager styresystemet sig selv af, og så kører de ellers bare i baggrunden.

Vi sidder efterhånden helt ude på stolekanten i klar forventning om at Mac OS X Lion bliver frigivet inden for de næste 24 timer. Alt tegner til, at det bliver en ganske fornøjelig oplevelse at skifte sneleoparden ud med en stormanket løve. Senest er det kommet frem at vi i fremtiden ikke længere behøver, at tænke over om vi har den seneste sikkerhedsopdatering. Det klarer Mac OS X Lion nemlig selv ved konstant at skubbe sikkerhedsopdateringerne ind bag alle de øvrige programmer, som man har gang i på skærmen.


Hidtil har sikkerhedsopdateringerne været pakket sammen, så en opdatering kunne tage sig af mindre bugs, mens en anden kunne klare ind til flere styre problemer. Det bliver anderledes i fremtiden, hvor Apple ikke længere behøver lave nogen samlende pakke, men konstant kan sende rettelser til Lions brugere.

Umiddelbart lyder det som en endnu en grund til at købe for 179 kroner nyt styresystem, for hvem er ikke gerne fri for de irriterende pakker, og mon ikke hele systemet bliver en del mere fleksibelt og sikkert, hvis udviklerne konstant kan rette og udsende rettelser til det nye system.

tirsdag den 12. juli 2011

15 geniale tastatur-genveje til Mac

Få sat fart på arbejdet med disse 15 fremragende genvejstaster til din Mac-computer

Det er oftest hurtigere at bruge de indbyggede genveje på dit Mac-tastatur end at sidde og fedte med mus eller touch pad. Her har du femten af slagsen.

1. KOMMANDO+TAB
Flyt fremad til det næstsenest anvendte program på en liste over åbne programmer

2. SKIFT+KOMMANDO+TAB
Flyt tilbage gennem en liste over åbne programmer (sorteret efter seneste anvendelse)

3. ALTERNATIV+KOMMANDO+SKUB UD
Sæt computeren på vågeblus

4. CTRL+ALTERNATIV+KOMMANDO+SKUB UD
Afslut alle programmer (efter at du har fået mulighed for at arkivere ændringer af åbne dokumenter), og luk derefter computeren

5. FN+SLET
Slet frem (på tastaturer på bærbare Mac-computere)

6. Kommando+- (MINUS)
Gør det valgte element mindre

7. SKIFT+CTRL+KOMMANDO+3
Optag skærmen til Udklipsholder

8. ALTERNATIV+KOMMANDO+C
Kopier den valgte teksts format

9. KOMMANDO+CTRL+D
Vis det valgte ords definition i programmet Ordbog

10. KOMMANDO+H
Skjul det aktuelle programs vinduer

11. KOMMANDO+F
Åbn et søgevindue

12. ALTERNATIV+KOMMANDO+W
Luk alle vinduer i programmet uden at slutte programmet

13. SKIFT+HØJRE eller VENSTRE PIL
Vælg tekst mod højre eller venstre

14.SKIFT+KOMMANDO+A eller C eller D
Åben mappen Programmer, vinduet Computer eller mappen Skrivebord

15. ALTERNATIV+SKIFT+KOMMANDO+Q
Log straks ud

Du kan tjekke din Macs genvejstaster i 'Systemindstillinger' -> 'Tastatur' -> 'Tastaturgenveje'

Se flere genvejstaster på support.apple.com

mandag den 11. juli 2011

Ulovligt at konvertere fra Displayport til HDMI

Har man en computer med en mini-DisplayPort-udgang, og gerne vil tilslutte den til sit tv, så kan det gøres med et dertil lavet kabel, men det er snart slut.
HDMI Licensing, der håndterer rettighederne omkring standarden, har besluttet, at kabler, som kan konverterer mellem de to formater, ikke lever op til HDMI's specifikationer. På den baggrund har de valgt at forbyde dem.

Specifikationerne bliver brudt af den simple årsag, at kablerne ikke har HDMI-stik i begge ender. Producenter af konverter-kablerne bliver nu pålagt at tilbagetrække allerede producerede kabler.
Ud over at specifikationerne bliver brudt, så udtaler HDMI Licensing, at forbuddet også skal beskytte producenter og forbrugere mod forfalskninger.

OS X Lion klar 14. juli

Ifølge flere meldinger planlægger Apple et ”overnight event” i Apple-butikkerne 13. Juli, og de plejer at give os nye produkter. 

Denne gang må vi betegne det som mere end et løst rygte. Et par af de mest indflydelsesrige Mac-sites - AppleInsider og 9to5Mac - har modtaget uafhængige meldinger om, at Apple planlægger at afholde ”overnight events” i deres butikker, så vi tror meget på, at der kommer OS X Lion d. 14. juli, når butiksdørene bliver låst op for offentligheden.

Ifølge AppleInsider vil butikkerne bruge ”natten” på at opgradere RAM’en i butikkernes maskinerne, så Lion fra morgenstunden d. 14. vil køre så smertefrit som muligt. Samme historie fortæller, at det i nogle butikker bliver muligt at komme ind og sammen med personalet downloade Lion, så man kan få en guidet tur på ens egen maskine.
Vi var flere, der havde håbet, at vi i samme ombæring ville få en ny MacBook Air, men den sag må vi tilsyneladende vente nogle dage med at få at se.

Ifølge Mac-sitet skyldes den sene leverance af de nye maskiner, at man har villet give dem den endelige version af Mac OS X Lion, før man sender dem i handlen.

lørdag den 9. juli 2011

Apple vil lave pen til iPhone og iPad

En pen, der kan sende trådløs information og gemme dine GPS-koordinater er i støbeskeen hos Apple.

Det er ikke altid lige spændende at holde øje med Apples patentansøgninger. Ofte forsøger de at få patent på funktioner og gadgets, de allerede har lanceret, og så er der jo ikke meget nyt i det. Men engang imellem dukker der noget interessant op. F.eks. denne pen, som Apple netop har bedt om at få patent på. Som man kan se på tegningen fra patentansøgningen ovenfor, er der tale om en pen, der kan bruges til at tegne og skrive på iPhone, iPad og iPod Touch.

Skriv i stedet for at taste

Angiveligt skal den kunne fungere som et alternativ til at taste informationer ind via skærm-tastaturet. Selve pennen kører med et genopladeligt batteri, der kan lades op ved at sætte den i en dock, der sidder på selve enheden, f.eks. en iPad. Dermed henter pennen strøm fra iPad’ens batteri.
En anden version af pennen sender informationerne trådløst til din iPhone eller iPad. Det betyder, at du reelt kan sidde et helt andet sted i huset og ”skrive” med pennen på en almindelig papirblok, og så vil dine skriblerier dukke op på skærmen, uanset om der er tale om en telefon eller en tablet. Det sker via trådløs Wi-Fi-opkobling og fordi der er et accelerometer og en GPS-enhed ombord i pennen, kan pennen med stor præcision fortælle f.eks. en iPad, hvordan pennen bliver svunget.
IPad’en kan så derefter gengive den samme penneføring på skærmen.

I konkurrence med HTC

Der er naturligvis langt fra en patentansøgning til at pennen rent faktisk kommer på gaden, men på den anden side er denne patentansøgning mere realistisk end mange andre af Apples patentansøgninger. Og desuden har Apples konkurrent HTC allerede lanceret en pen til deres tablets, som de i øvrigt også har søgt om patent på.

Tour de France på mobilen

På TV 2 har mobiltrafikken overhalet nettrafikken, når det gælder om at følge med i årets cykelløb. 

På tredjedagen i årets Tour de France tegner mobilen sig til at blive et større trækplaster end nettet, når det handler om at følge stigningerne i det franske, skriver TV 2.
Søndag havde TV 2 203.751 besøg via deres Tour-app (til Iphone og Android), mens TV 2's Tour-website, tour.tv2.dk, havde 147.678 besøg. Lørdag var forskellen endnu større: 210.829 besøg på mobilen mod 120.216 besøg på tour.tv2.dk. Forskellen skyldes ikke, at web-interessen er faldet, pointerer TV 2, i snit ligger trafikken 15 pct. højere de to første dage i forhold til sidste år. 
”Det bemærkelsesværdige er, at vi taler ekstra medieforbrug. Web er kommet endnu bedre fra start end 2010 og læg så dertil trafikken fra apps, der er markant større end trafikken på web,” siger Jan Hoffmann, der er Mobile Manager hos TV 2 Net i meddelelsen.

Den mest downloadede 

 

”Vores app er designet ud fra at kunne både stå alene og forsyne brugeren med relevant information, hvis stranden eller haven kalder, men hvis du samtidig ser vores Tour-udsendelse bidrager den til ”second-screen-oplevelsen” og styrker tv-udsendelsen med relevant information – eksempelvis omkring de enkelte rytteres placering på ranglisten og tweets,” siger Jan Hoffmann.
TV 2's Tour-applikation er i øjeblikket den mest downloadede gratis applikation i App Store i Danmark. B.T.'s Tour de France app, der også er gratis, har foreløbig lagt sig på en 10. plads.

Du kan hente TV2′s Tour de France app her
og
BT.'s Tour app her

fredag den 8. juli 2011

Apple taber i App Store-sag mod Amazon

Da Amazon lancerede et marked for salg af programmer til Android-enheder, valgte de at kalde det for Amazon Appstore, hvilket Apple ikke brød sig om. De bad derfor en dommer om et foreløbigt fogedforbud, så Amazon ikke kan bruge navnet, men det er nu blevet afvist.
Ifølge dommer Phyllis Hamilton er det ikke fundet bevist, at navnet skaber forvirring blandt kunderne for de to markedssteder, ligesom hun mener, at navnet App Store ikke er etableret nok til at være anerkendt som berømt eller fremtrædende.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------
The court finds that Apple has not established a likelihood of success on its dilution claim. First, Apple has not established that its "App Store" mark is famous, in the sense of being "prominent" and "renowned."Dommer Phyllis Hamilton
----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Apple får dog medhold i, at de har brugt store summer på at markedsføre navnet App Store, og at det anvendes som et brand. Amazon har prøvet at få sagen helt droppet med argumentet, at der er tale om et generisk navn og man derfor ikke kan tage trademark på det.

torsdag den 7. juli 2011

Apple App Store runder 15 milliarder downloads

Verdens iOS-brugere fortsætter med at hente apps, og det betyder nu at Apple runder svimlende rekordhjørne.

Denne her historie har mange store tal, så er du ikke til den slags, så stop hellere læsningen nu. Apple App Store har netop rundet download nummer 15 milliard, og dermed kan Apple sætte endnu en milepæl i den succeshistorie, som omkranser iOS og App Store.

Verdens 200 millioner iOS brugere har for øjeblikket omkring 425.000 apps, der kan bruges på alle iOS-enheder, og efterhånden er der 100.000 forskellige apps at vælge imellem, når man hopper ind i butikken med apps til iPad’en.

De 200 millioner brugere stammer fra 90 lande verden over, og Apple oplyser i en pressemeddelelse, at man har udbetalt 2,5 milliarder dollars til de mange tusinde udviklere, der verden over har set mulighederne i at udvikle de små programmer. Oversat til danske kroner beløber den store udbetaling sig til godt 13 milliarder – og udviklingen af apps må samlet set anses for at være blevet en ret stor industri.

Skal vi til sidst også antage, at Apple alene tager sig af de øverste 30 procent, som man skal lægge til side, når man tjener penge på sin app, så er der faldet omkring 5,6 milliarder kroner af til Jobs og co. Det er bestemt heller ikke nogen dum ekstra forretning.

JailBreakMe tilbage i version 3.0

Det browserbaserede jailbreak JailBreakMe er igen online. Værktøjet er kommet tilbage i version 3.0, som også understøtter iPad 2.

Hjemmesiden udnytter en fejl i håndteringen af PDF-filer til at jailbreake iOS-enheden, som altså ikke behøver at være forbundet til en computer under processen.

Den første og anden generation er ikke understøttet af
JailBreakMe, som heller ikke virker med iOS 5. Hele listen af understøttede enheder lyder som følger:


  • iPad med iOS 4.3 - 4.3.3
  • iPad 2 med iOS 4.3.3
  • iPhone 3GS med iOS 4.3 - 4.3.3
  • iPhone 4 med iOS 4.3 - 4.3.3
  • iPhone 4-CDMA med iOS 4.2.6 - 4.2.8
  • iPod Touch 3g med iOS 4.3, 4.3.2 eller 4.3.3
  • iPod Touch 4g med 4.3 - 4.3.3
Processen kan udføres ved at besøge jailbreakme.com med sin iOS-enhed.

onsdag den 6. juli 2011

Apple klar med tyndere iPhone 5 allerede i år

Rygte: Er 6. generation af iPhonen allerede på vej mod produktionshallerne? 
Sekulationerne over den kommende iPhone 5 kører for øjeblikket i højeste gear. Men da vi efterhånden har overbevist hinanden om, at der ikke er ret meget mere at gøre på den front, før vi rammer september og den forhåbentlige offentliggørelse, så må vi kaste os over noget andet.

Og det gør vi så.
The Wall Street Journal bringer et rygte, hvori det hedder sig at Apple forbereder sig på at producere helt op til 25 millioner eksemplarer af den kommende 6. generations mobil – og det inden udgangen af 2011. Det er producenten Foxconn, der er udset til at skulle levere de mange enheder.

Den nye enhed bliver ifølge rygterne en del tyndere end den nuværende iPhone 4, og så bliver den udstyret med en trådløs Qualcomm-chip i stedet for den Infineon chip, der sidder i iPhone 4.
Rygtet holder også på, at telefonen bliver udstyret med 8 megapixel kamera og dermed er der ikke ret store udsigter på, at den kommende 5’er indeholder ret store kameraforbedringer.

Macveteran bag Google+

Googles nye sociale netværkstjeneste er netop blevet lanceret i en lukket beta og en gammel Mac-designer har været med.

Ifølge Wired er det nemlig Andy Hertzfeld, som har designet brugerfladen i det nye Google+.
Hertzfeld har arbejdet hos Google siden 2005 og står bag en række firmaer og en bog om Mac-computerens tilblivelse, den ganske velskrevede
“Revolution in the Valley: The Insanely Great Story of How the Mac Was Made”.


Hertzfeld betegnes som en af bagmændende bag den oprindelige Mac’s brugerflade sammen med Bill Atkinson, Burrell Smith og Jef Raskin.
Billedet ovenfor er fra Hertzfelds bog og viser hele det originale Mac-hold.

Ny verdensrekord i at skrive på iPad

15-årige Eduard kan hamre hele alfabetet af sted på kun 5,26 sekunder – med en hånd.

Det er ikke så svært, når man først får det lært... – georgiske Eduard Saakashvili kan bare det der med at skrive på touchtastatur, og det har nu indbragt den 15-årige dreng en plads i Guiness Rekordbog.

På kun 5,26 sekunder lykkedes det Eduard Saakashvili, der ud over at være fiks på fingrene også er søn af den georgiske præsident Mikheil Saakashvili, at skrive hele det engelske alfabet på en iPad med en enkelt hånd – det er hurtigt!
Han barberede hele 1,05 sekunder af den hidtidige rekord, som var sat en anden hurtig teenager ved navn Charlie Joseph McDonnell.

tirsdag den 5. juli 2011

Apple har bestilt 15 millioner iPhones

Rygte: Den taiwanesiske producent Pegatron har angiveligt modtaget en ordre på hele 15 millioner næste-generations iPhone.
Rygtet, der startede på de knap så troværdige Apple-spåfolk på sitet Digitimes, har nu fundet vej til finanskanalen Bloomberg, hvor det noteres, at Apples kommende telefon er blevet bestilt i hele 15 millioner eksemplarer hos producenten Pegatron.
 
Produktionen er ifølge rygtet i sin opstartsfase, og man regner med at de mange enheder vil være klar til at komme på markedet til september.
Tidligere har det været rygtet, at man ville bestille omkring 10 millioner eksemplarer af den kommende iPhone, men det antal forudsiges nu at stige markant, efter at salget af iPhone 4 i 1. kvartal af 2011 eksploderede med 113 procent i forhold til samme periode året før, og dermed var der ved udgangen af 1. kvartal solgt 18,65 millioner iPhone 4, skriver AppleInsider.

mandag den 4. juli 2011

100.000 iPad apps

Der er ikke nogen der kommer i nærheden af App store når det kommer til antallet af applikationer.

Til iPhone er der mere end 500.000 applikationer, helt så mange er der ikke når det kommer til iPad, ikke desto mindre så er det meget imponerende hvor hurtigt antallet af applikationer er stormet frem.

Det er godt et års tid siden at iPad blev lanceret, og allerede nu er der mere end 100.000 applikationer til den populære tablet.

GM-udgave af OS X Lion er ude


Hvis du er udvikler har du siden i fredags kunne hente en GM-udgave af OS X Lion via Mac App Store. Udover OS X Lion har udviklere også haft adgang til OS X Lion Server Edition samt beta 3-versionen af iCloud til Mac.


Alt i alt er det et ret sikkert tegn på, at den færdige, officielle udgave er lige på trapperne.

Og ifølge 9to5mac, der citerer ”pålidelige kilder”, er lanceringsdatoen den 14. juli. Fra denne dag vil Mac OS X Lion altså være tilgængelig i Mac App Store og det for blot 179 kroner, hvilket i sig selv er nærmest historisk billigt for et helt operativsystem. Server-udgaven af OS X Lion kommer i Mac App Store samme dag til USD 49,99.

I øvrigt skal datoen i det hele taget tages med et gran salt. Kilder tæt på Apple har før ramt ved siden af (som det skete sidste år i forbindelse med iOS 4.2), og hvis Apple opdager bugs i softwaren før den 14. juli, kan vi være ret sikre på, at lanceringen bliver udskudt.

fredag den 1. juli 2011

Facebook app til iPad i næste uge?

Verdens største sociale netværk kan være på vej med længe ventet app til iPad. Spekulationerne forstærkes af en bemærkning fra Facebook-chef Mark Zuckerberg, som for få dage siden sagde til udvalgte journalister, at Facebook allerede i næste uge ”lancerer noget helt fantastisk”.

Selvom Mark Zuckerberg sidste år udtalte sig ret så negativt om iPad og blandt andet sagde, at iPad bare er en computer og ikke nogen mobil enhed (se videoklip i bunden af denne nyhed), så er piben åbenbart ved at få en anden lyd.

Ifølge New York Times skulle Facebook nemlig være på vej med en app til iPad, og unavngivne kilder, som hævder at have set den omtalte app, beretter, at den skulle være virkelig lækker og blandt andet indeholde ”en fantastisk foto- og video-oplevelse inklusive høj opløsning og fuldskærmsbilleder”.

Facebooks hovedkontor ligger i Palo Alto i Californien, men derudover har firmaet et satellit-kontor i Seattle, som har særligt fokus på mobile tjenester. Og det var præcis i forbindelse med et pressemøde i Seattle-kontoret, at Mark Zuckerberg fortalte en gruppe journalister, at Facebook allerede i næste uge kommer med noget ”helt fantastisk”, som altså skulle være blevet udviklet i Seattle.

Den udtalelse har smidt benzin på spekulationerne om en kommende app til iPad, og et yderligere rygte siger sågar, at Mark Zuckerberg personligt – tidligere udtalelser om iPad til trods – har været kraftigt involveret i projektet.

Efter sigende bliver den kommende Facebook-app til iPad gratis at downloade fra App Store.