søndag den 30. oktober 2011

iPhone 4S er allerede jailbreaket

Sølle 14 dage. Så kort tid skulle der gå, før den nye iPhone 4S blev jailbreaket.
Det er gruppen The iPhone Dev-Team, som allerede nu kan demonstrere et jailbreak, som skulle virke på både iPhone 4S og iPad 2.

Ved at udnytte en userland exploit har gruppen fået installeret Cydia på en iPhone 4S, så det nu er muligt at installere applikationer på telefonen uden om Apples officielle app-store.

På deres twitter-profil oplyser gruppen dog, at de stadig mangler at tilføje en del ting, før de frigiver jailbreaket.

Apple frigiver en række firmwareopdateringer

Apple har frigivet en række firmwareopdateringer til deres seneste computere. Blandt andet får iMac’en nu mulighed for “Lion Internet Recovery” i tilfælde af problemer.

Apple har udsendt en række firmwareopdateringer til de seneste udgaver af deres computere. Opdateringerne skulle forbedre stabiliteten af systemerne.

Updaten til iMac’en går dog skridtet videre, da den også inkluderer “Lion Internet Recovery”-funktionen, som allerede findes på MacBook Pro og MacBook Air. Det er en funktion, så man kan geninstallere Lion på en blank harddisk ud fra nogle filer på nettet, hvis behovet skulle opstå. Det er relevant da Apple er gået bort fra fysiske medier til deres styresystemer.

Med dagens firmwareopdatering er Lion Internet Recovery nu tilstede på alle Apples seneste computere, undtaget de efterhånden noget gamle MacPro’s.

Opdateringen kan installeres via Softwareopdatering.

lørdag den 29. oktober 2011

Anmeldelse: iPhone 5 forklædt som 4'er

Du skal kigge rigtig godt efter for at se, at det er den nye iPhone 4S, du sidder med i hånden. Faktisk er to sorte streger i aluminiumskransen om den sorte smartphone eneste ydre tegn, der afslører den nyeste opdatering af Apple bestseller fra ikke at være sidste års model.

Stregerne vender vi tilbage til. For som mange skuffede iPhone-fans vil vide, er det ikke nyt design, der skal lokke kunderne til at købe 4S, men derimod indre dyder som nyt styresystem, øget hastighed og forbedret kamera. Og her er der faktisk grund til begejstring.

I virkeligheden kunne Apple med sindsro have kaldt den nye iPhone for 5, hvis de havde lanceret et nyt design, men nu må vil altså tage endnu en omgang med det efterhånden lidt bedagede 4'er-design.

Siri styrer
4S er født med iOS5, der indeholder omkring 200 opdateringer. Og mens det nye styresystem sænker reaktionstiden på tidligere iPhone-modeller, er den nye mobil skræddersyet til at udnytte softwaren med blandt andet ny notification-funktion og uafhængighed af computer, så mobilen synkroniserer trådløst.

Og som eneste Apple-produkt har 4S den personlige digitale assistent Siri.

Siri er en stemmestyret funktion, der kan bruges til alt fra at foretage opringninger, hente vejrudsigter og slå ting op på nettet. Endnu findes Siri kun på store sprog som engelsk, tysk og fransk - og altså ikke dansk. Det kan give komplikationer, når Siri ikke lige kan tyde ens danskerengelsk, men mon ikke Apple er i fuld gang med at versionere den digitale butler til Skandinavien?

Mens det sker, kan vi trøste os med, at Siri med tiden lærer ens udtale at kende. Derfor virker funktionen på den lange bane bedst, når du selv bruger mobilen - og altså ikke, hvis det er kæresten eller andre, der prøver at sætte din iPhones Siri i sving.

Samlet set sætter Siri helt nye standarder for stemmestyring, og ikke mindst på dette område kan konkurrenterne netop nu kun halse efter Apple.

Nyt kamera
Ud over Siri er vigtigste nyhed i iPhone 4S kameraet. Opløsningen er steget fra 5,0 megapixels til 8,0. Det er fint og giver mulighed for større print uden kvalitetstab. Men nok så vigtigt er lysfølsomheden forbedret til blænde 2.4, så mobilen kan bruges i tusmørke uden blitz. Derudover har kameraet fået fem linseelementer, hvilket giver øget skarphed. Resultatet er imponerende, og kameraet giver de bedste fotos, denne anmelder har set fra en mobil.

Også video er forbedret, så du nu optager i 1080p HD. Samtidig udnytter 4S det indbyggede gyroskop til billedstabilisering, så tilskuerne til hjemmevideoen ikke bliver søsyge.

Nyt antennesystem
Det er nemt at glemme, men 4S kan faktisk også bruges som telefon. Og så er vi tilbage til de sorte streger på antennekransen om mobilen.

Her har Apple udnyttet erfaringerne fra den første - notorisk svage - antenne fra forgængeren til at udvikle en ny teknologi, hvor mobilen automatisk vælger den mest hensigtsmæssige antenne, alt efter hvor du holder på iPhone 4S. Det skulle sikre optimale modtageforhold - uanset hvilket cover, du sætter på.

Det er vigtigt at bemærke, at de store problemer med iPhone 4-antennen begrænsede sig til de første sendinger på det amerikanske marked, så herhjemme vil vi næppe mærke det store til forbedringerne.

Muligvis er det de færreste iPhone 4-ejere, der kan se den helt store pointe i at opgradere til en udvendig næsten identisk mobil, men indvendig er nyhederne mange nok til at vække begejstring. Og samtidig er forventningerne til iPhone 5 kun sat i vejret.

fredag den 28. oktober 2011

Apple får tildelt slide-to-unlock patent

Den amerikanske teknologigigant Apple har netop fået godkendt en patentsøgning fra 2005, hvori Apple anmoder om eneret på "slide to unlock".

Patentet kan muligvis give problemer for alle andre mobilproducenter, hvis Android-enheder anvender samme åbningssystem. Dog er formuleringen af patentet efterfølgende blevet skarp kritiseret, hvilket måske kommer fabrikanterne af Android-gadgets til gode.

Patent-godkendelsen kommer endvidere efter, at en hollandsk domstol ellers afviste patentet, da en Windows C5.net-baseret telefon fra 2004 eftersigende skulle have anvendt samme gestus.

Om Apple har i sinde at anvende patentet i deres retssager mod Samsung vides endnu ikke, men patentet kan blive et juridisk trumfkort for det amerikanske firma.

torsdag den 27. oktober 2011

Apple snart klar med prototype på et fjernsyn?

Ifølge analytikere og andre med kontakterne i orden, er Apple snart klar med den første prototype på et Apple-branden TV. Skaberen af iTunes skulle være sat til at lede foretagendet.

Der er mere og mere der tyder på, at rygterne om at Apple vil sende et TV på gaden, er mere end bare rygter. I hvert fald vælter det ind med “bekræftelser” fra alle sider. Rygterne har ellers cirkuleret i flere år, og Apple har da også officielt kommenteret på dem ved at sige, at det er et marked, der er meget svært at komme ind på.

For nylig kom det dog frem, at Steve Jobs, kort før sin død udtalte, at han “endelig havde knækket nødden”.

Ifølge Bloomberg er Jeff Robbin, der kreerede iTunes og var en af folkene bag den originale iPod, blevet sat i spidsen for udviklingen af et Apple TV, og her menes et rigtigt TV, ikke bare den nuværende boks. Det er hele tre forskellige kilder, der bekræfter oplysningerne overfor Bloomberg.

Piper Jaffray-analytikeren Gene Munster forventer at Apple allerede næste år vil lancere en fjernsyn. Han hævder i hvert fald at de første prototyper er ved at være klar. Munster har i september haft et møde med en kontakt tæt på en asiatisk producent af komponenter, som indikerede dette.

Munster regner med, at Apple vil kunne sælge 1,4 millioner fjernsyn til en pris af $1.800 i 2012 stigende til 4,3 millioner i 2014, hvor prisen vil være faldet til $1.400.

onsdag den 26. oktober 2011

Rygte: iPhone 5 får 4G / LTE

Når iPhone 5 præsenteres næste år er der endelig understøttelse til 4G.

Apple har fravalgt 4G-understøttelse i iPhone 4S fordi teknologien ifølge Apple er kompleks og umoden.
Derudover er der fortsat meget få aktive 4G-netværk i verden og altså ikke helt det antal Apple mener der skal være før man vil satse på den hurtigere 4G.

Ifølge et nyt rygte fra Digitimes, er Apple dog i fuld gang med at forberede næste iPhone med 4G, hvilket sandsynligvis bliver iPhone 5, som ventes lanceret i forbindelse med World Wide Developer
Conference næste sommer. Digitimes rygte kommer fra en anonym kilde tæt på smartphone-industrien.

Ifølge kilden er det især det amerikanske mobilselskabs Sprints lancering af 4G næste år, der vil få produktionen i gang.

HTC, Samsung, Motorola og LG har allerede telefoner med 4G, mens Nokia, RIM og Sony Ericsson, ligesom Apple, ventes at have 4G-telefoner på markedet næste år.

Skriver The Social Network-forfatter Steve Jobs' biografifilm?

Efter Steve Jobs' død købte Sony Pictures straks rettighederne til den eneste autoriserede biografi omkring manden med henblik på at filmatisere den. Nu lader det til, at en manuskriptforfatter muligvis er blevet fundet.

Jobs' ven, den populære manuskriptforfatter Aaron Sorkin (The Social Network, Moneyball), er blevet tilbudt at skrive filmen, men har endnu ikke bestemt sig for, om han takker ja eller nej. Det er desuden så tidligt i forløbet, at deciderede forhandlinger endnu ikke er begyndt mellem de to parter.

Eftersom Sorkin havde et personligt forhold til Jobs, samt at han allerede har skrevet en lignende film med The Social Network, burde projektet umiddelbart passe til ham, men samtidig kunne begge punkter ses som grunde til, at han i sidste ende takker nej.

tirsdag den 25. oktober 2011

Apple opdaterer Smart Covers til iPad

Apple har skiftet en af farverne ud og så er de nu ens på begge sider.

Apple frigav i går nye MacBook Pros, men også Apples Smart Covers blev frigivet i en nu udgave.
Væk er den orange udgave og i stedet er der kommet en mørkegrå.

De nye Smart Covers er desuden også ændret indeni så de nu har samme farve som udenpå.

Prisen er den samme.

Du kan købe dem via Apple Store.

Sådan har kameraet i iPhone udviklet sig

Hjemmesiden Gizmodo har sat billederne op på stribe, så det er nemt at se den drmataiske forskel, der er på billeder taget med den originale iPhone og den seneste 4S-model.

De oprindelige billeder er lagt op på hjemmesiden bag applikationen Camera+, hvor man har haft de fem forskellige udgaver med en tur i marken.

Du kan se alle billederne her, hvor man også har inddraget billeder taget med et par dedikerede kameraer - lommekameraet Canon S95 og det profesionelle Canon 5DMKII. Billederne er to indstillinger, hvor man har fanget en skyline og taget et makrobillede. Se alle billederne her, og bedøm selv hvor godt iPhonen gennem årene har klaret sig.

Siri porteret til iPhone 4


Siri, Apples nye stemmestring til iPhonen, er blev porteret til iPhone 4. Det skulle eftersigende køre helt smidigt, og det er i hvert fald ikke hardwaren, der er Apples begrundelse for kun at lade Siri virke med iPhone 4S.

Det eneste problem er sådan set, og det er jo yderst væsentligt, at Apple ikke autoriserer de kommandoer, der sendes til deres server fra iPhone 4.

Det er lykkedes at portere Siri, så det (næsten) virker på iPhone 4.


mandag den 24. oktober 2011

iPhone 4S indeholder for $188 hardware

Apples seneste iPhone, koster stort set det samme at producere som de tidigere iPhones, på lanceringstidspunktet.

IHS iSuppli har skilt iPhone 4S ad og regnet sig frem til, hvad indmaden koster. I 16GB-udgaven koster den omkring $188, hvilket svarer nogenlunde til prisen for iPhone 4 ved lanceringen.

32GB-udgaven koster $207 og 64GB-udgaven $245. Herti skal lægges $8 for selve samlingen af telefonerne.

Et af dog hvad selve komponenter koster. Estimaterne inkluderer ikke ting som produktudvikling, markedsførring, salgsudgifter, software, patentlicensering og distribution. Der er dog ingen tvivl om, at Apple har en rigtig god indtjeningsmargin på deres iPhones. I seneste kvartal udgjorde iPhones 43% af Apples samlede fortjeneste.

Nye MacBook Pros i Apple Store

Apple er lige ved at frigive nye MacBooks via Apple Store. De nye modeller kan alle bestilles nu. Ifølge Apple er alle nye modeller klar til at blive sendt, der du slipper for ventetid.

Som ventet er det små hastighedsforbedringer som de nye modeller har fået med hurtigere processorer og bedre grafik i visse modeller.

13″ MacBook Pro får enten 2,4 GHz dual-core processor, 4 GB RAM, 500 GB harddisk, SD card slot eller 2,8 GHz dual-core processor, 4 GB RAM, 750 GB harddisk, SD card slot og Intel HD Graphics 3000.

15″ MacBook Pro får 2,2 GHz quad-core processor, 4 GB RAM, 500 GB harddisk, SD card slot eller 2,4 GHz quad-core processor, 4 GB RAM, 750 GB harddisk, SD card slot. MacBook Pro 2,2 GHz har AMD Radeon HD 6750M med 512MB GDDR5, mens 2,4 GHz MacBook Pro har AMD Radeon HD 6770M med 1GB GDDR5.

17″ MacBook Pro får 2,4 GHz quad-core processor, 4GB RAM, 750 GB harddisk, SD card slot, Express Card slot og AMD Radeon HD 6770M med 1GB GDDR5.

De nye MacBook Pros kan bestilles som “built-to-order” i flere versioner med hurtigere harddiske.

Se dokumentaren om Steve Jobs her

Discovery programmet “iGenius: How Steve Jobs changed the world” blev sendt for første gang i Torsdags. Fik du ikke set programmet og har du ikke kanalen. Så frygt ej. Hele programmet er nemlig allerede uploaded på YouTube. Derfor kan du se udsendelsen når det passer dig, og helt uden reklamer.

"iGenius: How Steve Jobs changed the world" viser hele historien om Steve Jobs fra han startede hjemme i hans adoptivforældres garage, hans successer og frem til hans alt for tidlige død.

Den eksklusive dokumentar fra Discovery Channel viser Steve Jobs personlige og professionelle rejse. Derved gives et større indblik i hvad han har betydet for både computer-, musik- og animationsindustrien.

Jobs var meget interesseret i innovativt design, men havde også en kæmpe forkærlighed for musik som medie. Hvilket også navnet "Apple" viser, da firmaet er opkaldt efter Beatles og deres Apple Records.

Desuden kendetegnede det Jobs, at han gang på gang formåede at skabe et produktbehov hos folk verden over, de ikke anede, de havde.


iPod'en fylder ti år

I går, søndag, var det ti år siden at Apple lancerede iPod'en. Det skete ved et arrangement den 23. oktober 2001 i Apple hovedkvarter. Se videoen nedenfor. Den dag var det svært at gætte, hvilken indflydelse den lille hvide afspiller skulle få - ikke alene på Apples fremtid, men for hele musikindustrien.
Den allerførste iPod, lanceret i oktober 2001 - kun til Mac-brugere.Den allerførste iPod, lanceret i oktober 2001 - kun til Mac-brugere.
I starten var iPod'en da heller ikke nogen stor succes. Den var forbeholdt Apple-styresystemet, så antallet af potentielle købere var snævert. Dengang var Mac'en i den grad udmanøvreret af Windows. Der skulle gå halvandet år inden Apple fik langet iPod nummer en million over disken. Til sammenligning blev der solgt fire millioner iPhone 4S på blot tre dage, da den blev lanceret.

Men, så skete der to ting: Apple gjorde iPod'en tilgængelig for Windows-brugere og - mere vigtigt - i april 2003 åbnede Apple de digitale døre til iTunes Music Store. I løbet af 2003 blev der solgt to millioner iPods.
iPod-familien anno 2005.
 iPod-familien anno 2005.
I de kommende år udgav Apple en lang række nye iPod-modeller, deriblandt Mini, Nano, Shuffle og Touch, og en efter en kastede konkurrenterne håndklædet i ringen. Snart havde iPod en markedsandel på voldsomme 70 procent - og i april 2007 kunne Apple fejre, at de havde solgt 100 millioner eksemplarer af iPod'en.



I alt har Apple solgt mere end 321 millioner eksemplarer af iPod siden 2001. Og lanceringen af hele økosystemet omkring iPod'en - med salg af musik, film, tv-serier og bøger - i et meget lukket system, har lagt grund for både iPhone, iPad, App Store og iBook Store.

iPod'ens bedste år var 2008, hvor det lykkedes Apple at sælge 54.800 millioner eksemplarer. Siden er det gået svagt ned ad bakke med salget og mange blogs spekulerer i, at Apple snart afliver den klassiske iPod med harddisk - der nu hedder, ja, iPod Classic.

iPod'en blev stort set overset til det seneste Apple-event i starten af oktober, hvor det blot blev til en hvid iPod Touch og ny software til Nano. Der har ikke været en eneste opdatering af iPodf Classic i årevis. Men hvorfor også ændre på en succes?



3 Mobil tager æren for iMessage

I en besked til 3 Mobils iPhone-kunder tager teleselskabet æren for Apples iMessage-tjeneste, der tillader brugeren at sende SMS-beskeder over data og wifi i stedet for traditionel SMS.

I beskeden skriver 3, at de gerne vil gøre en forskel for deres kunder, når de er i udlandet, og vil derfor oplyse dem om, at de kan sende gratis beskeder over wifi, så længe de har opgraderet til iOS 5.

Hele beskeden fra 3 lyder således:

Hej . Vi vil gerne gøre en forskel for dig - også når du er i udlandet. Derfor skal du vide, at du kan sende beskeder til og fra udlandet uden at det koster ekstra, hvis du har opgraderet til iOS5. Så der er rigtig mange penge at spare. Det kræver bare, at modtageren også har iOS5, og at du er på WiFi. Læs mere her: http://3.dk/.. Vh 3


På intet tidspunkt i beskeden nævnes det, at dette er en Apple-tjeneste, som alle med iOS 5-enheder kan gøre brug af, uanset teleselskab.

Virus angriber Apple-computere

Hackere har fået øjnene op for de populære gadgets, advarer sikkerhedsfirma. 

I lang tid har Apples brugere kunne bryste sig af at bruge, hvad Apple selv kalder verdens sikreste gadgets. Men den tid ser nu ud til at være forbi.

Med Apples store succes følger også en mere uønsket opmærksomhed fra hackere. Der er nemlig skabt et stort, uberørt marked for it-kriminelle efter iPads, iPhones og de populære Mac-computere for alvor har gjort deres indtog på computer- og gadgetmarkedet.

"De nye angreb mod iPhonen, iPad’en og alle de andre populære Mac gadgets er helt sikkert kun begyndelsen, for de it-kriminelle har fået øje på et nyt, lukrativt marked med millioner af Mac-brugere," siger Michael Dahl, landechef i Danmark for F-Secure, det it-sikkerhedsfirma, der opdagede virussen.

Det er en virus af typen trojaner, som F-Secure har opsnuset. Trojanere er skadeligt software i en uskyldig indpakning. Og den er skræddersyet til at angribe Apple.

Denne trojaner med navnet Flashback.C udgiver sig for at være en installationsfil for programmet Flash Player, men i stedet er det er virus, som deaktiverer opdateringen af Apple-styresystemet OSX's indbyggede sikkerhedssystem og dermed efterlader det åbent og sårbart.

Denne virus angriber kun Apples Mac-computere, men iPads og iPhones er også i farezonen for at blive ramt af hackerangreb, især hvis brugerne deaktiverer den indbyggede beskyttelse, som mange vælger at gøre for at kunne installere apps, der ikke er autoriseret af Apple.

torsdag den 20. oktober 2011

EU-dom giver Apple fordel i designstrid

EU-Domstolen i Luxemborg afsagde torsdag sin første dom nogensinde i en EU-designsag.

Sagen handler om et design på noget reklamelegetøj fra PepsiCo, som er blevet erklæret ugyldigt, idet virksomheden Group Promer for et par år siden registrerede et produkt, der ligner det til forveksling.

Dommen kan få stor betydning for udfaldet af en række verserende design-retssager mellem Apple og Samsung, mener Eva Aaen Skovbo, jurist og afdelingsleder ved konsulentvirksomheden Patrade.

"Afgørelsen er interessant for Apple-Samsung-sagerne, fordi den siger, at det blot er forbrugere med ”en særlig opmærksomhed”, der skal vurdere om produkterne giver det samme helhedsindtryk. Det betyder, at det således ikke er forhandlere med et dybere kendskab til produkterne eller designeksperter, der skal vurdere om produkter ligner hinanden. Hvis forbrugerne opfatter produkterne som ens ud fra et helhedsindtryk, er det nok til, at man har krænket et andet produkt," påpeger hun.

Eva Aaen Skovbo mener, at dagens afgørelse kan give Apple en fordel i de kommende designsager mod Samsung, når sagerne skal afgøres ved europæiske domstole

”Det betyder, at Apple kan vinde sagen ved at overbevise dommerne om, at forbrugerne vil tage fejl af Apples og Samsungs tablet-computere ud fra et helhedsindtryk. Med andre ord: Hvis blot forbrugerne forveksler produkterne, er det lige meget, hvad forhandlere, eksperter og andre mener,” siger Eva Aaen Skovbo, der har undervist i designret ved Aarhus Universitet og ført adskillige designsager som både advokat og designjurist.

onsdag den 19. oktober 2011

Utro kone afsløret af iPhone-app

Hvor er du, spurgte manden, og konen svarede - men 'Find my friend'-app'en på ægtefællernes iPhones afslørede at hun løj

- Jeg købte en ny 4s til min kone og hentede 'Find my Friend'-app'en uden at fortælle hende det.

Sådan indleder New Yorkeren ThomasMetz et indlæg på macrumors.com, der har fået opmærksomhed fra hele verden. For ThomasMetz fortsætter således:


- Hun fortalte mig at hun var hos en veninde i east village. Jeg havde på fornemmelsen at hun var hos en fyr, der bor uptown, og vupti - 'Find my friend' fandt hende der.

- Jeg SMS'ede og spurgte. hvor hun var, og den dumme bitch svarede, at hun var i east village. Tak Apple, nu skal jeg til advokaten og skilles.

Apple laver virtuel mindevæg


På Apples hjemmeside kan du nu se nogle af de mange mindemails, som fans siden Steve Jobs død har sendt til mailadressen rememberingsteve@apple.com.

Siden Steve Jobs død, har det været muligt at sende mails til mailboksen rememberingsteve@apple.com. Men fra at have ligget i en skuffe i Cupertino er de mange mindesmails nu blevet del af en stor mindevæg til ære for den afdøde direktør.

Du kan se og læse de rørende mails på den rulende mindevæg på webadressen apple.com/stevejobs

Første regnskab efter Steve Jobs død

Apple tjener styrtende med penge, viser selskabets seneste kvartalsregnskab, men det er ikke nok til at imponere aktiemarkedet. Firmaets aktiekurs faldt med syv procent efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet tirsdag.

Dermed skuffer selskabets nye topchef Tim Cook efter sit første kvartal i spidsen for Apple, hvis tidligere topchef og medstifter Steve Jobs for nylig døde af kræft.

- Investorerne spekulerer i, om der er nogle forandringer undervejs, nu hvor Jobs er borte, og om der er problemer i horisonten. Vi deler ikke den bekymring, siger Channing Smith, leder hos Capital Advisors Growth Fund.

Selskabets omsætning steg med 39 procent i fjerde kvartal til 153,2 milliarder kroner, men analytikerne havde forventet, at omsætningen ville ligge på 161 milliarder kroner.

Det er særligt salget af iPhones, der har skuffet analytikernes forventninger. Den eftertragtede smartphone blev solgt i lidt over 17 millioner eksemplarer i det seneste kvartal, men forventningerne var, at cirka 20 millioner ville blive langet over disken.

- Der var øgede forventninger i forbindelse med iPhone, og tallene viste sig at være svage. Selskabet er nødt til at sætte rekord med hvert regnskab for at bevare momentum, siger Colin Gillis, analytiker ved BGC Partners.

Apples nettooverskud var på 36 milliarder kroner eller 38,2 kroner per aktie. Foventningen var, at overskuddet ville lyde på 40 kroner per aktie.

iGenius: How Steve Jobs Changed The World

For knapt 2 uger siden døde en af verdens mest innovative mænd, Apples medstifter Steve Jobs. Jobs tabte kampen til cancer i en alder af 56 år, men formåede at vinde hele verdens anerkendelse og respekt i kampen for at revolutionere både musik -, film -, telefon - og kommunikationsindustrien.

Dokumentaren ’iGenius: Steve Jobs’ har de to kendte ”Mythbusters”, Adam Savage og Jamie Hyneman, som værter og bringer interviews med en række personer, der er influeret af Steve Jobs på den ene eller den anden måde. Bl.a. tidligere Apple executives Jay Elliott og Andy Miller, sangeren Stevie Wonder og fysikeren Dr. Michio Kaku.

Discovery Channels eksklusive dokumentar tager seerne med på den professionelle og personlige rejse, Jobs har foretaget, siden han startede Apple i 1976, præsenterede den første Machintosh i 1981, revolutionerede animationsfilmen med Pixar i 1995, ændrede musikindustrien med iTunes i 2003 og skabte en hel ny måde at kommunikere på med det ultimative succesprodukt, iPhonen, i 2007.

Steve Jobs var en mand, der først og fremmest var optaget af innovativt design, men som også havde en forkærlighed for musik som medie. Hvad mange ikke ved er, at Jobs f.eks. opkaldte sit firma efter Beatles og deres Apple Records. Desuden kendetegnede det Jobs, at han gang på gang formåede at skabe et produktbehov hos folk verden over, de ikke anede, de havde.

Dokumentaren om Steve Jobs bliver sendt på Discovery Channel den 20. oktober kl. 21.00

tirsdag den 18. oktober 2011

Samsung får ikke fogedforbud mod Apple-produkter i Holland

Retten i Holland har afvist Samsungs krav om, at import og salg af alle iPhone- og iPad-modeller samt fremtidige Apple-produkter skal stoppes, indtil Apple har licenseret fire af Samsungs patenter, som de mener, Apple bryder.

Patenterne omhandler brugen af 3G i Apples teknologi og er, hvad der kaldes essentielle patenter, hvilket vil sige, at de beskriver teknologi, der er essentielt for en given standard, i dette tilfælde 3G-standarden. Sådanne patenter skal licenseres under vilkår, der kaldes "Fair, Reasonable and Non-discriminatory" (FRAND). Hvis ikke dette sker, kan patentindehaveren dømmes for patentmisbrug.

Når det kommer til disse patenter, mener dommeren ikke, at firmaerne har fulgt FRAND-processen ordentligt, og derfor sender han dem tilbage til forhandlingsbordet.

iPhone 4S-brugere klager over gule skærme

Flere brugere af Apples nye iPhone 4S klager over gule skærme med svag kontrast.

Apple har muligvis et problem med nogle af skærmene på de nye iPhone 4S. En række brugere klager i hvert fald over at deres nye iPhone 4S har en svagere, grimmere og mere gul skærm end deres gamle iPhone 4.

Selvom det ikke virker til at alle har problemet, så vækker det minder om lanceringen af iPhone 4, der også havde dette problem i starten.
Den gule farve skulle angiveligt være lim der ikke er fuldt hærdet og er det tilfældet så forsvinder problemer indenfor få uger.

mandag den 17. oktober 2011

Salget af iPhone 4S slår alle rekorder

Apple meddeler at de har solgt over 4 millioner eksemplarer af iPhone 4S på tre dage.
Det er over dobbelt så meget som iPhone 4 solgte på 3 dage og det største salgstal for en smartphone nogen sinde.

Til sammenligning tog det Samsung knap 3 måneder at sælge fem millioner af deres topmodel Galaxy S 2.

Samtidig fortæller Apple at over 25 millioner brugere allerede har downloaded iOS5 og at over 20 millioner benytter sig af iCloud.

iPhone 4S er i dag på markedet i USA, Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Japan og England, og kommer på markedet den 28. oktober i 22 nye lande, heriblandt Danmark.
Ved årsskiftet er iPhone 4S tilgængelig i over 70 lande.

Anmelderne elsker Siri

Fredag var store iPhone 4S-dag, hvor mobilen røg i butikkerne i blandt andet USA og England. Og medierne er umiddelbart begejstrede for lille Apples nye.

Amerikanske Macworld skriver at iPhone 4S "er hurtig, har et godt kamera, fede stemmegenkendelses-funktioner og et lækkert design," og er generelt meget positive. Det samme er websitet Boy Genius Report, der også slår på hastighed, kamera og Siri.

Generelt er medierne temmelig begejstrede for Siri. Websitet Cult of Mac siger ligefrem, at Siri er den eneste reelle opdatering i iPhone 4S. Kameraet får dog også et par superlativer med på vejen. "Takket være Siri og det fantastiske kamera, er iPhone 4S den bedste smartphone gjort bedre".

Men det er ikke blot Apple-medierne, der er glade for iPhone 4S. New York Times konkluderer, at "iPhone 4S indeholder en masse fantastisk teknologi. Og noget af det føles som magi." Igen er det Siri og kameraet, der fremhævedes i anmeldelsen.

Vi danskere må vente til den 28. oktober før iPhone 4S kan købes i butikkerne. Og vi må vente endnu længere på mobilens hovedattraktion, Siri, der ikke har lært at tale dansk - og Apple har ikke givet nogen garantier for, at hun nogensinde vil lære det.

Cloudtjeneste giver 50GB gratis plads til alle Apple-brugere


Box.net forsøger at holde på kunderne med et godt tilbud.

Apples iCloud har givet konkurrerende cloudtjenester noget at tænke over og ny forsøger Box.net at holde på Apple-brugere, ved at tilbyde 50GB gratis lagerplads.

For at få adgang til de 50GB gratis lagerplads hos Box-net skal du blot hente deres lille Box-net app i App Store.

Det hele er ganske gratis og der er mulighed for at uploade filer på helt op til 100MB. Den gamle grænse var på 25MB.

Når det hele er sat op kan du tilgå dit indhold fra alle Apple-enheder samt streame indhold fra Box-net via AirPlay til blandt andet Apple TV.

Tilbuddet gælder indtil 2. december.
Hent gratis program i App Store og læse mere om det flotte tilbud hos Box.net.

søndag den 16. oktober 2011

Derfor gik Steve Jobs i sorte turtlenecks

Den nu afdøde Apple-boss blev inspireret af den japanske kultur under et besøg på Sony.

Apples produkter er bl.a. blevet kendt og elsket på grund af deres flotte ydre. Selskabets nu afdøde leder Steve Jobs vakte også opsigt, men det var ikke på baggrund af sin påklædning, der ikke ligefrem kunne kaldes moderne.

Under præsentationerne af Apples produkter var Steve Jobs altid iklædt det samme sæt tøj. En sort turtleneck og cowboybukser. Det er dog de færreste, der ved, hvorfor han altid bar dette outfit.

Men efter Steve Jobs’s død bliver der nu kastet lys over den noget særprægede påklædning, som en af verdens absolutte topchefer bar i mange år.

Ville indføre uniform
I den meget omtalte officielle biografi, der udkommer om to uger, afslører Steve Jobs nemlig, at han fik idéen efter et fejlslagent forsøgt på at indføre en uniform for alle ansatte i Apple.
Under en tur til Japan forklarede Sonys formand Akio Morita, at deres ansatte gik i uniform, fordi det bandt medarbejderne tættere sammen.

Det fik Steve Jobs til at besøge den berømte designer Issey Miyake. Steve Jobs ville have en jakke, der kunne laves om til en vest, til alle sine medarbejdere.

Personlig stil
Den karismatiske chefs idé blev dog ikke modtaget positivt, da han vendte tilbage til USA.

“Jeg kom tilbage med nogle eksemplarer og sagde, at det ville være fedt, hvis vi alle bar jakkerne. Men de ansatte buhede af mig, da jeg præsenterede idéen for dem. Alle hadede den,” siger Steve Jobs i bogen.

Steve Jobs kunne dog ikke slippe ideen om en uniform, så han fik Issey Miyake til at designe et personligt sæt tøj til ham, så han fik sin egen personlige stil.

“Jeg spurgte Issey, om han ville lave nogle turtlenecks til mig, og så fik jeg et par hundrede," siger Steve Jobs i bogen.

Døde af kræft
Efterfølgende blev de sorte turtlenecks så stor en del af Steve Jobs' personlighed, at trøjerne blev udsolgt efter hans død, fordi Apple fans tømte lageret.

Steve Jobs arbejdede inden sin død på at få lavet bogen, der får titlen 'iSteve, The Book of Jobs.'

Selvbiografien bliver skrevet af den amerikanske journalist Walter Isaacson, der fungerer som en såkaldt ghost writer.

Det amerikanske forlag bag bogen, Simon & Schuster, meddeler, at der bliver tale om en "unik historie om et revolutionerende geni."

Steve Jobs døde den 5. oktober i år. Inden sin død havde Steve Jobs kæmpet mod en sjælden form for bugspytkirtelkræft i over syv år, hvilket betød, at han overlevede længere, end de fleste med den form for cancer.

lørdag den 15. oktober 2011

iPad-baby med Apple-motorik

Hvad sker der hvis et 1-årigt barn, der er vokset op med Apples iPad pludselig får et almindeligt blad i hånden?

Teknologi ændrer den måde vi tænker på, vores styresystem, OS. Denne video viser at magasiner og aviser er helt ubrugelige og umulige at forstå for digitale beboere her på jorden. Klippet her viser et barn på et år, der er vokset op mellem touchscreens og trykte medier. Og hvordan de sidste er helt ligegyldige. Mediet er budskabet. En ydmyg hyldest til Steve jobs fra den vigtigste person i verden: En baby, skriver YouTube-brugeren 'UserExperiencesWorks' i beskrivelsen af klippet herover.

Ikke troværdigt
Klippet bliver set og citeret rigtig mange steder. Blandt andet fordi det rammer ind i kernen af debatten omkring fremtiden for medier: Digitalt eller på tryk?
Men ER det nu en troværdig video? Flere kommentatorer er i tvivl.
- Til dig der har uploadet videoen: Dit barn har endnu ikke fornemmelse for dybde og derfor forsøger det at samle alle objekter op det ser, uanset om at det er på en iPad eller i et blad! Spørg en hvilken som helst børnelæge eller psykolog - de siger det samme. Du aner ikke hvad du filmer, for det har absolut ingenting at gøre med, at trykte medier ikke dur i en digital tid, skriver 'Shywood'.

Kan ikke lide det
Og så er der dem, der ikke bryder sig om børn og teknologi:
- Jeg kan bare ikke lide at små børn bruger teknologi istedet for at lege udenfor med deres venner! Og jeg kan ikke lide den måde alting bliver til teknik og interfaces, selv om jeg selv bruger computere rigtig meget, skriver 'magneettikuvaus'.
Men måske er det bare udviklingen:
- Babyer er blevet født før skriften blev opfundet. Og skriftsproget vil også forsvinde og blive erstattet af noget andet engang i fremtiden, måske om 1000 år. Pointen er, at man må være modig nok til at acceptere ændringer, selvom man ikke kan lide dem, skriver 'rahulb286'.

GTA III på vej til iOS

I år er det 10 år siden, at Rockstars Grand Theft Auto III blev udgivet, og det fejrer den amerikanske spilproducent ved at genudgive det klassiske spil til henholdsvis iOS og Android senere på året.

Endnu er der ikke sluppet nogen detaljer ud om spillet, men Rockstar oplyser på deres hjemmeside, at den nye version af Grand Theft Auto vil blive vist frem på weekendens Comic-Con i New York, hvor gæsterne også vil få mulighed for at prøve spillet selv.

Ind til videre bliver spillet kun tilgængelig på et begrænset udvalg af enheder:

Apple iOS Devices: iPad 2, iPhone 4S
Android Phones: Droid X2, HTC Evo 2, LG Optimus 2X, Motorola Atrix, Samsung Galaxy S2
Android Tablets: Acer Iconia, Asus Eee Pad, Motorola Xoom, Samsung Galaxy Tab 10.1

Rockstar lover dog, at der vil komme flere til før udgivelsen

Udover det nye spil til mobile enheder har Rockstar også fået produceret en actionfigur, der forestiller spillets hovedperson Claude, som sælges i et begrænset oplag.

fredag den 14. oktober 2011

Opdateringer klar til Apple TV 2

Opdateringerne har også nået Apples TV-enhed, der nu kan opdateres til version 4.4, der er en afart af den iOS 5-opdatering, der er kommet til vores iOS-enheder.

Apple TV 4.4-opdateringen gør det muligt at skærmdele over AirPlay, så du kan streame skærmbilledet på iPad'en over på dit Apple TV2.
Og så bliver det muligt at integrere den nye Photostream-feature fra iCloud, så du kan se dine billeder og optagede film direkte fra skyen.

Der er også kommet et par nye applikationer til Apple TV2, så brugerne for adgang til nyheder af den amerikanske slags på Wall Street Journal Live. Den applikation er gratis, hvad man ikke kan sige om den anden nye applikation, der under navnet NHL leverer sportnyheder af den slags, der har skøjter under fødderne og meget ofte handler om pucks og playoffs. Med andre ord er der tale om en nyhedskanal, der kun beskæftiger sig med den bedste amerikanske ishockeyliga.

Ny iPhone skaber kæmpekøer i Asien

Apple nye iPhone lanceres i butikker verden over idag. Mange køber telefonen som en hyldest til Steve Jobs.

Køer af mennesker strækkende sig over otte boligblokke kunne idag ses i Tokyos gader op til lanceringen af den nyeste smartphone fra Apple, iPhone 4S.

Og hundredvis af fans samlede sig foran butikker i Tokyo og Sydney for at være de første til at sikre sig en 4S.

Den minder om forgængeren iPhone 4, men den er udstyret med kraftigere indmad, et bedre kamera samt mulighed for stemmestyrede kommandoer.

Da det nye apparat blev præsenteret af Apple, dagen før selskabets legendariske stifter og direktør Steve Jobs døde, var der udtalt skuffelse over det uændrede design, men foran butikkerne i Asien dominerede forventningens glæde.

- Jeg har ventet på fortovet foran butikken siden tirsdag for at være blandt de første købere af iPhone 4S i respekt for Steve Jobs, siger den 15-årige Tom Mosca fra Sydney til nyhedsbureauet AFP.

Hovedparten af de kunder, nyhedsbureauet Reuters talte med i Sydney, havde i forvejen et apparat fra Apple. Kun en ud af 10 kunder havde ikke tidligere ejet en telefon fra Apple.

- Jeg har ventet i lang tid på en iPhone 5. Men efter Jobs død, ønskede jeg bare at få en ny iPhone, der er bedre end min gamle, sagde en kunderne til Reuters.

Om salget på førstedagen så lever op til Apples forventninger, holder selskabet for sig selv. Salgstallene oplyses ikke. Men forhåndsinteressen har været enestående.

I løbet af de første 24 timer efter præsentationen den forgangne uge blev der via Internettet afgivet ordrer for én million styk.

Til sammenligning var der 600.000 bestillinger af forgængeren i det første døgn efter præsentationen.

Nogle af de analytikere, som følger Apples forretningsmæssige præstationer, forventer et salg på 30 millioner iPhones i dette kvartal. Det modsvarer en fordobling i forhold til samme periode året før.

Bortset fra landene i Asien og Australien så kommer iPhone 4S fredag ud i butikker i USA, Canada, Storbritannien, Tyskland, Frankrig.

1.000.000 forudbestillinger på iPhone 4S

Den umiddelbare skuffelse over, at den ventede iPhone 5 ikke blev lanceret, har lagt sig blandt Apple-fans. Ifølge Apple selv blev der de første 24 timer efter lanceringen af iPhone 4S afgivet en million bestillinger.

Dermed slår tallet de 600.000, som lagde sig i elektronisk kø til forgængeren, iPhone 4, da den kom for 15 måneder siden.

»Vi er blevet blæst over ende af den utrolige kundeinteresse for iPhone 4S,« siger Apples topchef for markedsføring, Philip Schiller.


Til salg fra idag
iPhone 4S kommer i butikkerne idag i en sort og en hvid udgave, i Danmark dog først 28. oktober. Apple har 245 forretninger i USA, og salget begynder klokken 8 om morgenen lokal tid. I USA sælges telefonerne sammen med typisk to års abonnement.

USAs største mobilselskab AT&T forhåndssolgte på 12 timer flere end 200.000 styk af den iPhone 4S-telefon, som blev præsenteret kun et døgn, før Apple-medstifter Steve Jobs døde.

Lanceringen kommer lige op til den vigtige julehandel, som traditionelt udgør mindst en tredjedel af årets omsætning for mange elektronikvirksomheder. Analytikere forventer, at Apple i oktober-december vil sælge 27-28 millioner iPhone-telefoner. Det forventes, at Steve Jobs' død vil øge salget, fordi den er den sidste »ægte« vare fra hans tid.


Den sidste af de rigtige
Vil Steve Jobs’ død ligefrem øge salget af Apple-udstyr?

»Ja, det tror jeg godt, at det kan, særligt på kort sigt. Flere, der har en iPhone 4-telefon, vil nok købe iPhone 4S, fordi det er den sidste »rigtige« Jobs-telefon. Men det er næppe noget, som ellers får folk til at skifte til Apple,« mener Anders Elbak, analysechef i analysehuset IDC Nordic, der følger teknologimarkederne tæt.

Apple har formået at skabe en strøm af omtale af ethvert produkt. De faktiske markedsandele er dog noget mere jordnære.

»Apple har stille og roligt forbedret sin tilstedeværelse på det danske privatmarked for computere, dog ikke så voldsomt, og har i dag en markedsandel på omkring ti procent. Derimod er Apple for alvor rykket på erhvervsmarkedet i kraft af, at medarbejderne får lov at vælge, hvad de vil have, og vælger en Mac-computer i stedet for en ThinkPad. Det er dog fortsat HP og Acer, der dominerer,« siger analysechef Anders Elbak fra analysehuset IDC Nordic.


Øget pres på mobilmarkedet
Han hæfter sig ved, at Apple formår at øge sin markedsandel i Danmark trods et vigende PC-marked generelt, og blandt tavlecomputere skiller iPad sig stadig ud fra konkurrenterne. Til gengæld presses Apple på mobilmarkedet af strømmen af Android-telefoner.

De danske teleselskaber lukkede efter blot et dage for muligheden for at forudbestille iPhone 4S.

onsdag den 12. oktober 2011

iOS5 er frigivet

Apple entusiaster beskyldes jævnligt for at have et nærmest religiøst forhold til æbleprodukterne. Og i disse timer koger de glade brugere over af fryd, fordi Apple har frigivet det nye styresystem til iPhone, iPad og alle de andre Appleprodukter, kaldet iOS5.

Twitter flyder over med begejstrede meldinger om, at iOS er blevet frigivet og med vanlig ildhu takker brugerne Apple for deres arbejde.

200 nye features
Det nye styresystem indeholder mere end 200 nye features. Nogle af de vigtigste er, at man fremover kan aktivere og opdatere iPhone trådløst, hvor man i dag skal tilslutte den til en computer.

Desuden er der kommet et meddelsescenter, hvor man kan få alle sms'er, e-mails og opdateringer fra sociale netværk på et sted, modsat i dag, hvor man skal åbne hver enkel app.

Mest markant er dog iCloud. Ideen er, at alle brugernes data - musik, billeder, dokumenter, mails og så videre - gemmes i store datacentre og derfra kan bruges af alle Apple-enheder. Dermed er indholdet altid synkronisret og sikkerhedskopieret. De personlige data kan også nås via internettet fra en hvilken som helst computer.

Det skulle også blive lettere at tage billeder med iPhone og så er Twitter blevet direkte integreret i styresystemet.

Alt i alt lyder det måske ikke af så meget, men for alle med æblekinder er det (næsten) som juleaften.

iCloud er nu åben for alle

Apple har nu åbnet for deres iCloud service, som er en gratis tjeneste, der sørger for at alle dine Apple enheder er synkroniseret.

iCloud.com har smidt beta-banneret og det er nu muligt for eksisterende MobileMe-kunder at overføre deres konto til iCloud.

Hvis man vælger at flytte sin MobileMe til iCloud, beholder man services som Gallery, iDisk og iWeb publicering frem til den 30. Juni 2012, hvorefter disse tjenester udfases.

Til gengæld mister man eksisterende tjenester som synkronisering af Dashboard Widgets, Indstillinger, Dock indstillinger, Nøgleringe og Mailkonti samt regler.

iCloud kræver iOS 5 eller Lion 10.7.2

Gå til Me.com/move for at opgradere MobileMe til iCloud.

tirsdag den 11. oktober 2011

Vil du gerne kunne betjene dit TV med din stemme?

Rygter om opgraderet Apple TV, nu med Siri ... !

Du skal have boet under en sten hvis du ikke har hørt om Siri, den nye virtuelle, stemme-styrede assistent i iPhone 4S (jeg *har* bestilt min...) - men det lader til, at Apple synes det er synd kun at bruge Siri i deres iPhone 4S? I hvert fald er rygtemøllen i fuld gang efter iPhone 4S lanceringen, og denne gang gælder det Apple TV!

Og jeg kan godt forstå hypen: ifølge de folk der har været heldige nok til at prøve Siri, er der tale om en skelsættende oplevelse, med en utroligt høj forståelses-procent - det virker, slet og ret.

Se nu din fladskærm for dig. Kobl en Apple TV 2 på - men en, der har fået en en opgradering (bl.a. dual-core A5 processor), så den er stinker hurtig, og nu i stand til at køre Siri. Hvad har du så?

Et fjernsyn du kan tale med - og som svarer dig, og forstår hvad du siger (jeg tror alle taler til / råber ad deres skærme fra tid til anden?). Du skal stadig - indtil videre - bruge en fjernbetjening til at tænde dit fjernsyn med, men derfra? “Vis mig So Ein Ding”. “Skru op til 40”. “Hvad er det næste program?”. “Hvordan bliver weekend vejret?”. “Foreslå en action-film?”. “Foreslå noget aftensmad”. “Optag Troldspejlet på Ramasjang på mandag”.

UJ hvor gad jeg godt ha’ en Apple TV med den upgrade!!! - så hermed gentagne stille bønner om, at dette ikke blot er varm luft, men rent faktisk et rygte der har hold i noget sandhed...

mandag den 10. oktober 2011

Sony vil lave film om Steve Jobs

Sony vil omsætte Walter Isaacsons kommende Steve Jobs-biografi til en biograffilm

Det var dæleme hurtigt. Kun få dage efter Steve Jobs død kommer nyheden om, at Sony Pictures vil lave en film om hans liv. Filmen skal baseres på biografien, der er skrevet af den tidligere Time Magazine-redaktør Walter Isaacson, og som udkommer i USA den 24. oktober (udkommer i Danmark i løbet af november).

Ifølge websitet Deadline.com har Sony Pictures tilbudt det, der svarer til 18 mio. danske kroner, for filmrettighederne til biografien. Sony Pictures havde sidste år stor succes med en film om en anden, noget yngre, teknologilegende, nemlig Facebooks Mark Zuckerberg.

Den 448-sider lange Steve Jobs-biografi er baseret på mere end 40 interviews med Jobs selv og over 100 samtaler med venner, familiemedlemmer, kolleger og konkurrenter. Biografien er autoriseret af Jobs - uden at han har haft redigeringsrettigheder.

Jobs er tidligere blevet filmatiseret i tv-filmen Pirates of Silicon Valley, hvor man fulgte Jobs og Bill Gates i deres opstart, indtil Microsoft investerede i Apple - og dermed sikrede Apples overlevelse.

lørdag den 8. oktober 2011

The Woz mindes Steve Jobs

Medstifter af Apple og livslang kammerat Stephen Wozniak mindes i dette korte interview den afdøde ven Steve Jobs.

The Woz var i mange år ingeniøren der omsatte Jobs' vilde ideer og visioner til virkelighed. Der blev i en kort periode spekuleret i om det var ham der skulle efterfølge den karismatiske Steve Jobs som ledende chef, da han om nogen kender til Apple-ånden, der allerede blev grundlagt hjemme i garagen, hvor de to stykkede de første computere sammen.

Se det korte men gribende interview her:


torsdag den 6. oktober 2011

Apples nye mobile operativsystem – iOS 5

Apples operativsystem indeholder mere end 200 nye innovative funktioner til iPhone 4S
iOS 5 kræver ikke længere en computer for at aktivere en iPhone eller iPad og der er mulighed for opdatering over et trådløst netværk. Kunderne kan nu aktivere deres enhed umiddelbart efter købet.

iOS 5 operativsystemet er kompatibelt med iPhone 4S, iPhone 4, iPhone 3GS, iPad, iPad 2 og de ​​nyeste iPod touch-modeller (iPod Touch 3G og iPod touch 4G).

Tilslut enheden til din PC eller bærbare PC og følg instruktionerne som vises på skærmen.

Hvordan aktiverer jeg min iPhone 4S med iOS5?
For at aktivere din iPhone 4S for første gang, må du starte iPhone og følge instruktionerne / spørgsmålene. Vælg en eksisterende konto på iCloud, MobileMe eller opret en ny. Din iPhone er klar til brug, når du har besvaret alle spørsmål.

Hvilke funktioner kommer med det nye iOS5?
Varslingscenter
Takket være Varslingscentret vises alle dine beskeder øverst skærmen, så du kan læse alle ulæste beskeder, smser, mail osv.

iMessage
Det er en tjeneste som lader dig sende meldinger fra iPhone eller iPod til hvem som helst. Mulighederne er uendelige. Du kan sende tekst, links, billeder og meget mere.

Aviskiosk
Aviskiosk hjælper dig med at organisere alle dine yndlingstidsskrifter og abonnementer, og giver en helt enkel adgang til alle tilgængelige aviser.

Påmindelser
Lav og organiser to-do lister med denne fantastiske tjeneste. Påmindelser arbejder med iCloud, iCal og Outlook. Hvis du foretager nogle ændringer, opdateres indholdet automatisk i alle kalendere.

Twitter
Direkte integration med Twitter i operativsystemet er en stor nyskabelse som kommer med iOS5. Log ind på din konto (via indstillinger) bare én gang og når du ønsker at bruge forskellige apps, behøver du ikke logge ind igen. Din Twitter-konto bliver automatisk brugt. (Du må give apps tilladelse til at bruge din konto)

Kamera app
Kamera app giver hurtig rask adgang til alle kamerafunktioner. Du kan zoome, fokusere eller komponere et billede med blot et enkelt tryk. Hvis du aktiverer “stream billeder” i iCloud, lagres billederne automatisk til andre enheder.

iPhone 4S har de samme mål som iPhone 4, så noget af det eksisterende iPhone 4 tilbehør vil også kunne bruges med den nye iPhone 4S.

R.I.P Steve Jobs


onsdag den 5. oktober 2011

Brug din iPod Nano som ur

Da iPod Nano blev præsenteret sidste år, jokede Steve jobs om at den var så lækker at han ville sætte den på armen og bruge den som et ur.

Med denne i baglommen tog Scott Wilson hjem til tegne brættet og designede en rem til formålet.

Scott Wilson præsenteret derefter sin vision på kickstarter.com og der blev det en kæmpe succes, og Scott fik indsamlet $942,578. Remmen er nu sat i produktion og, jeg må indrømme at det nok er et af de fedeste ur gadget jeg længe har set.

Du kan købe remmen og se mere til Scott Wilson og hans ur projekter på lunatik.com

Piratmobil - ny iPhone 5 sælges i Kina


Den er slet ikke lanceret af Apple endnu - men det blæser kineserne på.

Alle ventede, at iPhone 5 ville se dagens lys i Californien tirsdag, men som bekendt blev det ikke til noget. I stedet kom en opdateret iPhone 4.

Skuffelsen globalt var til at føle på. Ikke mindst for aktionærerne, hvis aktier blev mindsket med 5 pct. i værdi. Senere svandt tabet dog ind til ca. 0,5 pct.

Imidlertid går handlen med iPhone 5 lystigt i Kina, beretter Sky News.

På Fangshitong Markedet i Beijing kan apparatet købes for sølle 243 kr.

Mr. Chen siger til Sky News' udsendte, at designet til iPhone 5 blev stjålet fra Apple og lagt ud på internettet.

Han sælger sin topmodel, som "nøjagtig mange til iPhone 5" for 608 kr.
Falske butikker

Politiet i Kina arresterede for nylig fem mænd i Shanghai for salg af falske iPhones, og to uautoriserede "AppleStores" i Kunming blev lukket.

Kina menes at være hjemsted for handel med kopiprodukter til en værdi af knap 900 milliarder kr. på årsplan, skriver Sky News.

Ny iPhone, måske startskud på Apple-nedtur

Apples manglende nye telefon tegner godt for konkurrenternes julehandel, og finansverdenen bakker det synspunkt op.

Skuffelsen over, at Apple ikke levede op til måneders stadig mere hysteriske rygter om at komme med femte udgave af en iPhone-telefon, var konkret til at føle på.
Apple-aktien faldt med hele fem procent, mens den nye topchef, Tim Cook, forsøgte at tale Apple-fans varme på at skifte den gamle iPhone ud med den opdaterede iPhone 4S. Apple-aktien rettede sig dog noget op igen.


Også Apples asiatiske leverandører mærkede misstemningen. De mange selskaber, som leverer dele til eller direkte producerer Apple-udstyr, faldt i værdi. Den største Apple-leverandør, Hon Hai, faldt 1,9 procent, fabrikken Foxconn faldt med 6,9 procent, og kameraproducenten Largan Precision dykkede med 6,6 procent.

Apple ikke længere på forkant

Til gengæld vejrer konkurrenterne morgenluft - og investorerne med dem. Aktierne i Samsung, HTC og LG, som producerer Android-telefoner, sprang alle i vejret. Uden en afgørende ny Apple-telefon er der lagt op til et givtigt julesalg, som traditionelt udgør næsten 30 procent af hele årets omsætning i teknologiverdenen.
»Apple er nu ikke længere helt på forkant, dets iCloud-tjeneste (med lagerplads på nettet, red.) ligger endda bagefter Android. Nu kan Apple kun sælge på kundernes loyalitet over for varemærket. Brugerne venter måske på at købe den næste iPhone, men hvis de ikke kan vente, skifter de måske til værker med mere avancerede tekniske specifikationer,« siger analytiker K.C. Lu fra analysehuset Gartner til nyhedsbureauet Reuters.

HTC-aktien steg med 0,6 procent, Samsung-aktien med 1,2 procent og LG-aktien med 1,7 procent, selv om de asiatiske markeder generelt faldt.
»Der er nu gået 16 måneder, og alt, hvad man får, er en A5-processor i den eksisterende iPhone 4. Det er en mild skuffelse, men de vil stadig sælge millioner af den,« siger analytiker Colin Gillis fra BGC Partners til Reuters.

Pres på Apple

Apples samlede salg af iPhone siden lanceringen af den første model i 2007 overgåes af finske Nokias samlede salg af mobiltelefoner på et kvartal. iPhone-telefonen er dog verdens bedst sælgende af de dyrere og mere avancerede mobiltelefoner.
Apple er presset til at fastholde fremdriften med nye produkter, som folk vil købe. iPhone-salget udgør i øjeblikket hele 40 procent af Apples omsætning, og i sommerkvartalet er der solgt 20 millioner iPhone-telefoner. Alligevel er Apples markedsandel i hjemlandet USA på 28 procent, hvor Android-telefoner ligger på 43 procent. Over en halv million telefoner og tavlecomputere med Android aktiveres ifølge Google hver eneste dag.

Det er nu 15 måneder siden, at iPhone 4 kom på markedet. Siden er konkurrenterne kommet op i gear. Samsung har solgt godt af sin Galaxy S II-toptelefon, hvilket er medvirkende til Apples mange retssager om fogedforbud mod Samsungs Galaxy-serie verden over, og Nokia har netop frigivet sin N9-topmodel og gør nu - sammen med Microsoft - klar til inden nytår at lancere de første telefoner med Windows Phone 7 som indmad. Samsung har meddelt på forhånd, at man vil sagsøge Apple for at få standset salget af iPhone 5, ligesom Apple - i alle tilfælde midlertidigt - har fået standset salget af Samsungs Galaxy Tab-tavlecomputer i en række lande.

tirsdag den 4. oktober 2011

iPhone 4S - mobilen du kan tale med

Hurtigere processor og bedre kamera. Hardware-forbedringerne var forudsigelse - det bliver softwaren, der kommer til at gøre forskellen. Apple har udrustet iPhone 4S med avanceret stemmestyring.

Tim Cook fik sin ilddåb i dag, da Apple præsenterede sin seneste iPhone-aftapning, iPhone 4S. En muskuløs udgave af iPhone 4 med større processor og en grafikydelse der svarer til iPad 2. Helt som forventet er det en kombineret GSM/CDMA-mobiltelefon, der vil kunne bruges over hele verden. Men designet er fuldstændig identisk med iPhone 4. Dog er antennen, der fik drøje hug sidste år, blevet redesignet og optimeret.

Dertil har den fået et 8-megapixel kamera - opløsningen er på 3264 x 2448 pixel - med baggrundsbelyst CMOS, der gør vidundere for billeder, der tages i mørke omgivelser. Kameraet har desuden fået ansigtsgenkendelse og, citat begynd: "26 procent bedre hvidbalance", citat slut. Det optager video i 1080p-kvalitet.

Det er, med andre ord, småt med overraskelser. Den virkelige innovation er på softwaresiden, hvor Apple i aften introducerede sit avancerede stemmestyringssoftware "Siri".

Du kan spørge Siri hvordan vejret bliver - og den vil svare ud fra lokation og vejrudsigt. Du kan spørge den, hvad klokken er i Paris og den vil svare. Du kan endda bede den om at vække dig i morgen klokken 06.00, hvorefter Siri-stemmestyringen vil indstille en alarm. Ja, du kan endda indtale en sms-besked og få Siri til at skrive og sende den.

Siri kan også søge informationer i Wikipedia eller via Wolfram Alpha.

Ifølge Apple virker Siri "out-of-the-box" men bliver bedre efterhånden som den lærer din stemme at kende. Desværre forstår Siri ikke dansk - kun engelsk, fransk og tysk. Apple lover dog at der kommer flere sprog med tiden.

iPhone 4S kommer, som forventet, i tre udgaver med henholdsvis 16, 32 og 64GB lagerplads. Den vil kunne fås i både sort og hvid. Den kommer på markedet i USA den 14. oktober - og rammer de danske butikshylder den 28. oktober.

Priserne bliver 199 dollars (16GB), 299 dollars (32GB) og 399 dollars for 64GB udgaven. Den gamle iPhone 4 bliver tilgængelig i en 8GB-udgave for 99 dollars, mens den efterhånden to et halvt år gamle iPhone 3GS bliver gratis sammen med et mobilabonnement.

Det blev en iPhone 4S

Apple's iPhone 4 har fået en ordenlig opgradering, her er en liste over de fleste.

Dual Core A5 processer
14.4Mbps download hastighed
8 Mega pixel kamera (3264x2448)
CMOS backside illuminated sensor
Intelligent antenne
1080p HD video optagelse
Batteri opgradering.
"Siri" intelligent stemme kontrol
Diktation (Engelsk, Spansk, Tysk) so far
16GB / 32GB / 64GB

mandag den 3. oktober 2011

Nedtælling til iPhone 5

Det er nu næsten 100% sikkert, at Apple ikke bare lancerer én, men to nye iPhones i morgen.

Tirsdag aften dansk tid går Apple-topchefen Tim Cook på scenen for at præsentere verden for Apples 2011-modeller i deres iPhone-linje. Rygterne har hidtil gået på, at der vil blive præsenteret to iPhones og det rygter er nu blevet så bekræftet, som det kan blive før tirsdag aften.

Flere amerikanske telebutikker er nemlig begyndt at opdatere deres systemer til at være klar til de nye telefoner. For eksempel har et lokalt mobilselskab i Ohio netop sat både en nyopdateret, billigudgave af iPhone 4 ind i deres system med navnet iPhone 4S, men også iPhone 5, som de forventer skal koste 639 dollar, eller ca. 3600 kroner eksklusiv told og moms. Samtidig er der sluppet spionfotos ud fra en fabrik i Brasilien, der viser en ny udgave af iPhone 4.

Kinesiske Foxconn, der bygger Apples iPhones, har nemlig en afdeling i Brasilien, og her er sikkerhedsforanstaltningerne åbenbart ikke helt lige så gode som i Kina. I hvert fald kan websitet Gizmodo Brazil vise en telefon frem, der på alle måder ligner iPhone 4, men som har et nyt modelnummer, hvilket tyder på, at der er tale om en ny udgave.

Det førnævnte teleselskab i Ohio, Cincinatti Bell, har også lagt nogle specifikationer på de nye iPhones op på deres website. Disse er dog ret tvivlsomme, og fungerer sikkert blot som midlertidige informationer indtil tirsdag aften. De viser, at den nye iPhone 4 skulle have en A5-processor, 5 megapixels kamera og koste omkring 550 kroner. iPhone 5 skulle derimod have 8 megapixel på kameraet og en 4” skærm.

iPhone 4S er dukket op i iTunes beta

Nu er der fundet flere referencer til iPhone 4S i iTunes 10.5 beta.

Apple har nu selv, næsten, bekræftet iPhone 4S. I den nyeste beta af iTunes 10.5 er det nemlig muligt at finde iPhone 4S listet i koden.

Udover at iPhone 4S er nævnt med navn, så er det billede der vises af iPhone 4S identisk med designet på iPhone 4 CDMA-versionen i USA, men det kan naturligvis være fordi Apple mangler at opdatere billedet med et nyt.

Derudover viser det sig også, at den kommende iPhone 4S bliver dual mode og understøtter GSM og CDMA.

I koden er der nemlig kun referencer to modeller af iPhone 4S, en sort og en hvid, mens den gamle iPhone nævnes i fire varianter med og uden GSM og CDMA.

Sidst er iPhone 4S også den samme som den enhed der tidligere er dukket op i Apples interne lagersystem som N94. Om det betyder at der ikke kommer en iPhone 5 på tirsdag er endnu uvist.

Tidligere gik der rygter om at N90A skulle være den nye iPhones 4S, mens N94 ville være den nye iPhone 5.

Apple holder pressemøde på tirsdag klokken 19.00 dansk tid og her ventes Apple at præsentere nye iPhones, iOS 5 og iCloud.

søndag den 2. oktober 2011

Apple TV kommer til Danmark i midten af oktober

Forleden dag kunne vi, her på MacNews, reportere at Apple nu har åbnet for leje af film i iTunes for os danskere.

Vi kan nu berette, at Apple har taget den naturlige beslutning at sætte Apple TV til salg i Danmark.

Fona skriver på deres hjemmeside:

Apple TV kommer ifølge Fona til at koste 929 kroner, når det bliver sat til salg i midten af oktober.