tirsdag den 14. august 2012

Microsoft har licenseret Apple-patenter


Der er forskel på respekten for andre rettigheder. De patenter som Samsung har afvist at licensere hos Apple, har Microsoft valgt at licensere. Microsoft har desuden indgået en aftale med Apple om, at patenterne ikke må bruges til at kopiere iPhonen med.

Der er ingen hemmelighed at Apple har hevet Samsung i retten får brud på Apples patentrettigheder. I går kom det dog frem, at Apple har forsøgt at undgå en retssag ved at tilbyde Samsung at licensere Apples patenter. Noget Samsung pure har afvist. Samsung holder fast i, at der er tilfældigt, at selskabets smartphones og tablets minder om Apples.

Det pudsige er, at det i dag er kommet frem som en del af dokumenterne i retssagen, at Microsoft har licenseret præcis de samme patenter fra Apple, som Samsung beskyldes for at overtræde, skriver macrumors. Apple og Microsoft har derudover indgået en aftale om, at Microsoft ikke må bruge dem til at kopiere iPhonen med. Resultatet er at Microsofts enheder og styresystemer adskiller sig markant fra Apples.

Disse oplysning er endnu et hårdt slag for Samsung. For det første fordi Microsoft viser, at man sagtens kan lave smartpones og tablets, der adskiller sig fra Apples – endda ved anvendelse af Apples patenter. For det andet fordi det viser, at Microsoft erkender både Apples patentrettigheder og frasiger sig retten til at kopiere Apples produkter. Kort og godt: At man sagtens kan sende en tablet på markedet uden at overtræde Apples rettigheder – hvis ellers man er indstillet på det, og har evnerne til at tænke anderledes. Apple bremser med andre ord ikke innovationen ved at sagsøge Samsung.

Det er helt tydeligt, at retssagen mellem Apple og Samsung bliver mere og mere nuanceret efterhånden som Apples strategi og argumenter kommer frem i dagens lys. Hvad der i første omgang kunne virke som ren tværhed fra Apples side i forhold til at bliver løbet over ende af Samsung, har udviklet sig til det stik modsatte. Samsung er gået fra uskyldigt offer til at blive fremstillet som nogle der skruppelløst overtræder de regler de andre store spillere i branchen kører efter. Vi mangler dog endnu at høre Samsungs kommentarer til de seneste dagens oplysninger, så meget kan nå at ændre sig.

mandag den 13. august 2012

Få København i 3D med Apple Maps

I Apples kommende mobile styresystem med navnet iOS 6 er korttjenesten Google Maps skiftet ud med Apples egen Maps – ganske som lovet under deres udviklerkonference i juni.

Da Apple præsenterede tjenesten var der ikke meget, der indikerede, at Danmark ville være blandt de første lande, som kunne ses i 3D. Men beta-versionerne af iOS 6 afslører således, at København er en af mere end 40 byer med 3D, der lige nu er tilgængelige i Apple Maps.

Udover København kan storbyer som Sydney, Melbourne, San Francisco, Las Vegas, Chicago og Los Angeles indtil videre også opleves i 3D.

Apple Maps tilbyder fuld navigation, præcis ligesom konkurrenterne Nokia og Google allerede gør, og har udover 3D ’flyover’ også Yelp-integration, så du kan se, hvad andre synes om restauranter og cafeer i nærheden.

Det bliver således mere og mere tydeligt, at Apple forsøger at fjerne konkurrenten Google helt fra deres kunders bevidsthed. I sidste uge kunne vi nemlig fortælle, at Apple i det kommende styresystem også dropper Googles videotjeneste YouTube, der har været en del af skærmbilledet på iOS-enheder siden den første iPhone blev introduceret i 2007.

Kæmpe bøde til Google for at stjæle oplysninger fra iPhone-brugere


Google har indvilliget i at betale en rekord stor bøde på $22,5 millioner for at fuske med privatlivsindstillingerne i Safari på iPhonen.

I sagen om Google meget alvorlige overtrædelse af iPhone-brugeres privatliv, har Google U.S. Federal Trade Commission indgået et forlig, hvor Google skal betale en bøde på $22,5 millioner. Det er den største bøde FTC nogensinde har udstedt.

Dermed er sagen endeligt lukket. “Rekordbøden i dette tilfælde sender et klart signal til alle virksomheder”, udtaler bestyrelsesformanden for FTC. “Uanset hvor stor eller lille man er, skal man overholde FTC’s regler og holde sine privatlivsløfter overfor forbrugeren, ellers kommer man til at betale mange gange det beløb, det vil have kostet at overholde reglerne i første omgang.”

Tidligere på året blev Google taget i at fuske med Safaris cookie-indstillinger på iPhonen så Google kunne holde øje med iPhone-brugeres webadfærd for at kunne levere målrettede reklamer. Da Google blev konfronteret med dette benægtede de alt, og mente at de bare benyttede kendt Safari-funktionalitet.

onsdag den 8. august 2012

iPhone 5 i bredformat

Nye opdagelser i betaen af iOS 6 tyder på, at vi får en iPhone med skærm i 16:9-bredformat til september.

Længe har der verseret rygter om, at den kommende iPhone – iPhone 5 eller bare den nye iPhone – vil være udrustet med en 3,9-tommer-skærm i 16:9-bredformat, og nye fund i den seneste betaudgave af iOS 6 tyder på, at rygterne ikke skyder helt ved siden af.

Apple udsendte den fjerde betaudgave af iOS 6 mandag, dansk tid, og websitet 9to5mac har dissekeret operativsystemet for at lede efter spor på opdateringer. Sitet har blandt andet fundet ud af, at brugerfladen i iOS 6 er elastisk, så det kan afvikles både på de nuværende 3,4-tommer skærme i 4:3-format og på nye 3,9-tommer skærme i 16:9-format. Der tilføjes ganske enkelt en ekstra række app-ikoner på 16:9-varianten, så der vises fem rækker med ikoner i stedet for de nuværende fire rækker.

9to5mac afviklede iOS 6 på en modificeret udgave af den iOS-simulator, der følger med Apples programmeringsværktøj. Skalerbarheden er unik for iOS 6, for selvom det nuværende iOS 5 afvikles i tilsvarende høj opløsning, kommer der ikke en ekstra række ikoner. – I stedet spredes afstanden mellem de fire nuværende rækker. Det er, ifølge websitet, et klart bevis på, at Apple arbejder med muligheden for iOS-enheder med større skærme. Vi er tilbøjelig til at give dem ret.

Skærmen på det nye iPhone vil angiveligt have en opløsning på 640x1.136. Ud over en større skærm siger rygterne, at den vil være udstyret med et mindre opladerstik, et såkaldt 9-pins-stik. – Det nuværende stik er 30-pins. Tekstfragmenter i iOS 6 betakoden understøtter også dette rygte.

Under alle omstændigheder bliver vi måske klogere allerede den 12. september. På denne dato hævder rygterne, at Apple vil tromme pressen sammen til lanceringen af den nye iPhone.

tirsdag den 7. august 2012

YouTube forsvinder fra iPad og iPhone

Fjendtlighederne mellem Google og Apple optrappes nu i sådan en grad, at Apple fjerner den indbyggede YouTube-applikation fra iOS6-softwaren, der ryger ud til brugere af iPad, iPhone og iPod Touch senere på året.

Den nye software fra Apple betyder også et farvel til Google Maps, der erstattes af Apples egen kort-applikation.

- Vores licens til at inkludere YouTube-applikationen i iOS er kommet til ende, lyder det fra en talsperson fra Apple. ’Brugerne kan fremover bruge YouTube i Safari-browseren, og Google arbejder på en ny YouTube-app, der vil kunne downloades fra App Store.

Både Google Maps og YouTube har været brugt af Apple siden den første iPhone blev lanceret tilbage i 2007, men det er ikke Google, men derimod Apple selv, der har udviklet applikationerne.

Det har blandt andet betydet, at YouTube-app’en i iOS ikke kan vise videoer med tilhørende reklamer, og det er også derfor at nogle videoer ikke kan afspilles i YouTube-app’en på iPad og iPhone.

- Vi arbejder med Apple for at sikre den bedst mulige YouTube-oplevelse for iOS-brugerne, lyder det i en meddelelse fra Google.

fredag den 3. august 2012

Næste iPhone udstyret med en ny skærm teknologi


Den hårdtramte japanske elektronikproducent Sharp afslørede torsdag, at selskabet vil begynde levering af skærme til den nye iPhone 5 allerede i august, hvilket øger analytikernes tro på, at de får den nye version af Apples populære telefon at se.

Det har ellers indtil nu været usikkert om den nye smartphone fra Apple ville blive præsenteret i september eller oktober, men med den nye udtalelse fra Sharp øger troen på, at det bliver i september, hvor Apple allerede har planlagt en produktlancering den 12. september, og at den dermed er parat til det vigtige julesalg.

Nogle analytikere havde troet at produktlanceringen den 12. september var forbeholdt den nye iPad Mini, da de ikke troede på at den nye iPhone kunne nå at blive klar til den dato. Det har dog ændret sig efter udtalelserne fra Sharp.
Sharp er én ud af tre leverandører af skærme til den nye iPhones skærm. De to andre er LG Display og Japan Display.

Apple udstyrer den næste iPhone med en større skærm efter Samsung Electronics præsenterede sin seneste Galaxy smartphone med en 4,8-tommer touch-screen. Tidligere er det kommet frem at panelerne vil være 4 tommer hjørne til hjørne, hvilket er 30 pct. større end de nuværende iPhones modeller.

De nye iPhone skærme vil også være tyndere end deres forgængere, da Apple gør brug såkaldte in-celle paneler. Den nye teknologi integrerer touch-sensorer i det flydende krystal-display, hvilket eliminerer touch-screen laget, der findes i de nuværende iPhones, og dermed kan telefonen gøres smallere.

torsdag den 2. august 2012

Ny iPhone får 8-pin connector og bedre Bluetooth

Den nye dock-connector har ifølge kilder kun 8 pinde og ikke 19.

Det fortæller iLounge, der citerer flere unavngivne kilder. De fleste kilder har ellers nævnt en 19-pins connector som erstatning for den nuværende 30-pins connector. Samtidig skulle det nye stik have et nyt design, a la MagSafe.

Apple forventes at droppe 30-pins connectoren med den nye iPhone, hvilket både flere kilder og flere lækkede komponenter har antydet. Skiftet vil medføre at alt tilbehør af ældre dato ikke kan bruges med den nye iPhone, og Apple forventes derfor også at sælge en adapter, der kan forbinde den nye iPhone med det gamle tilbehør.

Samtidig fortæller iLounge at iOS 6, der forventes at blive frigivet sammen med den nye iPhone vil indeholde en ny feature der skulle fungere som en “bro” imellem Apple-enheder med Bluetooth 4. Det skulle således blive muligt at få for eksempel iMessages fra sin iPhone på sin (nye) iPod nano, og ligefrem at få telefonopkald på sin nano eller sin (nyere) Mac.

onsdag den 1. august 2012

3 millioner har hentet Apples Mountain Lion


Hvis du har en Mac i tasken eller på hjemmekontoret, står onsdag i sidste uge sikkert stadig frisk i hukommelsen. Der var tydeligvis rigtig mange Mac-brugere, der sad klar til at trykke ’køb’ i App Store, så snart den niende version af OS X, Mountain Lion, blev frigivet den 25. juli.

I hvert fald hvis man skal tro de netop offentliggjorte tal fra Apple, der siger 3 millioner downloads på fire dage. Det er ny salgsrekord og får virksomheden til at betegne ’bjergløven’ som ”den mest succesfulde OS X-lancering” i Apples historie.

Ligesom forgængeren er OS X Mountain Lion foreløbigt kun tilgængeligt via App Store. OS X Lion var det første styresystem fra Apple, der blev distribueret via netbutikken, og den version solgte over en million eksemplarer i løbet af de første døgn.

Selvom der er over 200 nye funktioner at gå om bord i med OS X-opdateringen, har prisen formentlig spillet en endnu mere væsentlig rolle for de rekordmange downloads. Mac-brugere kan nemlig opgradere deres Mac - med enten OS X Snow Leopard eller OS X Lion installeret - for 120 kroner.