mandag den 29. oktober 2012

Steve Jobs' sidste projekt


Godt et år efter at grundlæggeren af Apple, Steve Jobs, døde af kræft, er hans sidste projekt blevet færdig på et værft i Holland.

Den 260 fod lange yacht er Steve Jobs sidste og imponerende projekt.
Perfektionisten ønskede endnu engang at skabe noget af det ypperste – denne gang beregnet til sejlads på de store have.

Steve Jobs ’blandede sig’ i alt fra design til valg af de fineste materialer, der kan opdrives.
Han fik blandt andet chef-ingeniøren bag designet af Apple-butikkerne til at designe særligt vinduesglas til skibsskroget af aluminium.

Jobs var nærmest besat af at få skibet bygget færdigt.
- Jeg ved godt, at jeg måske efterlader Laurene (Jobs' kone, red.) en båd, der kun er halvt bygget færdig. Men jeg bliver ved. Ellers indrømmer jeg jo bare, at jeg skal dø, sagde Steve Jobs til Walter Isaacson, der har skrevet den seneste biografi om manden, der bliver betegnet som et reguært geni.

Skibet er netop blevet døbt 'Venus', og det blev i weekenden vist frem for første gang i Holland. Det er dog uvist, hvornår Venus skal på sin jomfru-sejlads.


Jobs' familie har foræret alle, der har været med til at bygge skibet en iPod Shuffle sammen med en personlig takke-skrivelse.

fredag den 26. oktober 2012

Apple har sat priserne op i App Store

Man kan ikke klandre Apple for ikke at tænke i kroner og øre. Bundlinjen bugner og kvartal efter kvartal præsenterer elektronik-giganten nye rekordoverskud. Og det er der selvfølgelig gode grunde til.

Den mest succesrige telefon og en ditto iPad, som indtil videre er solgt i 100 millioner eksemplarer, rykker fint på plussiden, men der heller ingen tvivl om at Apple tjener gode penge i den App Store, hvor der nu er omkring 700.000 forskellige apps.

Det er ikke alle, der koster kroner, hvor Apple efterfølgende kan hæve 30 procent af beløbet til eget regnskab, men rigtig mange koster 6, 12 eller 18 kroner. Eller det vil sige, at det gjorde de.

For nu har Apple sat priserne op, så de billigste apps, som ikke er gratis, nu koster 7 kroner. De næstbilligste koster 13 kroner og i stedet for 18 kroner trækker Apple nu 19 kroner for en spilapp som Where's Wally.


I stedet for 24 kroner skal man nu betale 25 danske kroner og en app som Endomondo, der indtil nu har kostet 30 kroner i pro-udgaven, den koster nu 32 kroner.
Hvad mener du om prisstigningerne? Er det ok eller holder det på ingen måde? 

tirsdag den 23. oktober 2012

iPad får en overhaling

Ud over nye Mac-computere og den nye iPad Mini, så har Apple også lanceret en ny udgave af iPad.

Designet forbliver det samme, men den nye maskine har nu Lighting Port, og så er chippen indeni den nye A6X, der er dobbelt så hurtig i forhold til forgængeren, A5X.

Apple understøtter nu også flere LTE-frekvenser, blandt andet 1800 MHz, der i Danmark benyttes af 3, Telia og Telenor. Der er dog stadigvæk ingen understøttelse for 2600MHz-båndet, der bruges af TDC, så her skal du stadigvæk koble dig op via DC-HSDPA, der dog også levere pæne hastigheder.

Den nye iPad har frontkamera med 720p HD-opløsning, og Apple lover også bedre Wi-Fi-hastigheder og rækkevidde indenfor hjemmets fire vægge. Batterilevetiden forbliver på cirka 10 timer på en fuld opladning.

Apple har ikke pillet ved prisen, så du skal stadigvæk hive 3.700 kroner op af lommen for den billigste model.

Apple lancerer også flere nye computere

Apples nye 13-tommers MacBook Pro er netop blevet lanceret. Den nye MacBook deler teknologi med den eksisterende 15-tommers MacBook, hvilket betyder, at den får en ny skærm med Apples Retina-teknologi.

Det betyder, at skærmen får en rundt regnet dobbelt så høj opløsning i forhold til din fladskærm hjemme i stuen. Opløsningen er på 2.560 x 1.600 pixels, hvilket vil give en meget høj grad af detaljerigdom.

Den nye MacBook har to Thunderbolt-porte, HDMI-port samt et par USB 3-porte. Grundmodellen får en 2,5GHz i5-processor, 8GB RAM og en SSD-hardisk på 128GB
Der er ingen tvivl om, at denne nye MacBook Pro på 13 tommer er en af de nyheder, som mange har ventet på, da den giver en klart bedre ydeevne, samtidig med at den bliver tyndere og lettere - faktisk bliver den et halvt kilo lettere end 2011-modellen.

Prisen kommer til at ligge på omkring 12.000 danske kroner, hvilket må siges at være et væsentligt prishop i forhold til den tidligere version.

Også ny iMac
Dette er en af de helt store nyheder her til aften, da det efterhånden er ved at være længe siden, at denne produktlinje er blevet opdateret.

Den nye 2012-iMac får som forventet en Core i5 eller i7 Ivy Bridge-processor. Den vil kunne fås med enten en 21,5-tommers eller en 27-tommers skærm. Den mindre version kommer med et HD-display, mens storebroren får en opløsning på 2.560 x 1.400 pixel, altså ikke Retina, hvilket er et lidt spøjst valg fra Apples side. Begge modeller bliver udstyret med GeForce 660M-grafikprocessorer, op til 32GB RAM og masser af harddisk-plads.

Men også designet får sig en større overhaling, da den nye model bliver en hel del tyndere, og glas og metal mødes i en glidende overgang.

21,5-tommers-versionen kommer til at koste fra lige under 10.000 kroner, mens storebroren, der også har langt flere hestekræfter, kommer til at få en startpris på ca. 13.500 kroner.

Ikke kun én ny Mini
Også Mac Mini bliver opdateret i dag. Der kommer nemlig to nye versioner af den lille computer. Den ene får en 2,5GHz i5 Ivy Bridge-processor, 4GB RAM og 500GB harddisk. Den kommer til at koste omkring 4.500 kroner.
Der vil også komme en kraftigere version til omkring 7.500 kroner, der til gengæld byder på en i7-processor.
Begge versioner får en Intel HD 4000 grafikprocessor, hvilket betyder, at du ikke skal regne med at kunne trække de nyeste spil på dem, men til gengæld er det rigeligt til at kunne fungere som mediecenter. Begge versioner får også USB 3, Bluetooth 4, læser til SD-kort samt HDMI.

Her er den nye iPad Mini

Apple har netop afsløret iPad Mini; en mindre udgave af den oprindelige tablet, nu med 7,9 tommer skærm, en profil på 7,2 millimeter og en vægt på 300 gram.

”Den kan holdes i én hånd,” lød det fra Apples Phil Schiller, da han præsenterede den ved et pressemøde i San Jose i Californien. Han påpegede, at den er lige så tynd som en blyant og vejer omkring det samme som en notesblok.



Den mindre skærm har stadigvæk 4:3-format og beholder den oprindelige skærmopløsning fra iPad og iPad 2 på 1024 x 768 pixel. Designmæssigt henter den inspiration fra iPod Touch med en tyndere kant i siderne.

Phil Schiller brugte tid på at forklare, hvorfor iPad Mini er bedre end Android-konkurrenterne med 7-tommer skærm. Han forklarede, at iPad og iOS udnytter skærmen bedre end Android til at vise reelt indhold, og at det giver en bedre brugeroplevelse.

Han kritiserede også Android-platformen for at levere ”opskalerede mobil-apps” til tablets, og påpegede, at der nu er over 275.000 iPad-optimerede apps i Apples egen App Store.

Den nye iPad Mini bruger samme A5-chip som iPad 2, har frontkamera med 720p HD-opløsning til videochat, og et 5-megapixel kamera på bagsiden. Ligesom de større iPads, så kommer den i modeller fra 16 til 64 gigabyte lagerplads, og kan fås med Wi-Fi og i udgaver med indbygget LTE. Batterilevetiden er på 10 timer.

Wi-Fi-modellerne kan forudbestilles fra den 26. oktober, og ankommer i butikkerne den 2. november – også i Danmark. Vil du have modellen med indbygget LTE, så skal du vente lidt længere. Den ankommer medio november i USA, og vil derefter langsomt rulle ud til resten af verdenen.

Danske Priser

Wi-Fi
16GB DKK2599
32GB DKK3299
64GB DKK3999

Wi-Fi + Cellular
16GB DKK3599
32GB DKK4299
64GB DKK4999

Se aftens Apple-event på dit Apple TV


Det nye ikon er dukket op i opsætningen på flere brugere af MacRumors Apple TV-enheder. I praksis regner vi med at det betyder, at man i aften kan følge Apple-eventet live, når det går løs klokken 19 dansk tid. Så har du et Apple TV, så kan du selv følge med derhjemme.

Det er ikke første gang, at Apple på denne måde streamer deres liveevents, og sidst vi så det i samme stil var tilbage i 2010, hvor man under titlen "Back to the Mac" blandt andet lancerede Mac App Store og den 11,6 tommer lille MacBook Air.

Apple overvåges af Forbrugerombudsmanden

Forbrugerombudsmanden har irettesat Apple for deres garanti, og nu holdes elektronikleverandøren under overvågning.

Forbrugerombudsmanden havde indledt en sag mod Apple, fordi det var hans opfattelse, at Apples garanti var nærmest uforståelig, at det var svært at gennemskue, hvad der var garantiens indhold, og at garantien på visse punkter stillede forbrugerne ringere, end de er stillet efter købeloven.

Forbrugerombudsmanden forlangte, at det kom til at fremgå klart, hvad der er garantiens indhold, og at forbrugernes ufravigelige rettigheder efter købeloven ikke berøres af garantien.

Apple har rettet ind. Selve garantiteksten er uændret, men der er tilføjet et afsnit hvor det fremgår hvordan garantien fortolkes i forhold til danske forbrugere.

”Jeg ser præciseringen af garantien som et væsentligt skridt i den rigtige retning”, siger forbrugerombudsmand, Henrik Øe, og tilføjer:
”Det er vigtigt, at forbrugerne kan se, hvilke fordele garantien giver dem, så de ikke vildledes om deres rettigheder efter købeloven.”

Forbrugerombudsmanden vil nu holde øje med, hvordan den nyaffattede garanti administreres i praksis af Apple og Apples forhandlere.

Apple har ikke brudt Samsung-patenter i Japan

Så er der lidt nyt fra vestfronten i krigen mellem Apple og Samsung.

Denne gang er det fra slagmarken i Japan, hvor Apple netop har vundet en lille sejr. Efter at have tabt en appelsag i Storbritannien, hvilket betyder, at Apple nu skal officielt undskylde overfor Samsung, får Apple nu et plaster på såret.

En domstol i Tokyo mener nemlig ikke, at Apple har brudt Samsung-patenter i forhold til måden, de to firmaers smartphones håndterer Airplane Mode på, skriver Foss Patents. Det kommer oven i en sejr fra september, hvor Apple fik medhold i, at de ikke har brudt et Samsung-patent, der vedrører app-downloads.

Begge sager drejer sig om iPhone 4 og 4S, som Samsung altså mente var i strid med patentretten. Der er stadig en enkelt sag tilbage i Japan omkring anvendelse af forside-skærmen, som afgøres senere.

søndag den 21. oktober 2012

Bliv skribent på Macnewsdk

 

Har du stor interesse og viden inden for Apple universet og samtidig skriveværktøjet skruet ordentligt på? Så er du måske den, vi søger.

Macnews søger fra tid til anden nye skribenter, som har mod på at skrive artikler, som du mener mangler at blive præsenteret, beskrevet, kritiseret og/eller rost.



Vi giver dig muligheden for at blive fast skribent eller bare indsende et par artikler en gang imellem som gæsteskribent.

Og du behøver ikke at være professionel eller have ambitioner om at blive det, for en af magasinets styrker er netop at mange af artiklerne skrives af helt almindelige kvinder der, der har en passion for det de skriver om.

Som skribent får du indflydelse og mulighed for at skrive om netop det der har din interesse. Arbejdet er frivilligt og ulønnet, men så er der heller ikke nogen der pålægger dig opgaver som du ikke har lyst til.

Har dette din interesse skal du sende din ansøgning til Macnewsdk@gmail.com

onsdag den 17. oktober 2012

Apple lancerer noget nyt på tirsdag

Med officielle invitationer til et pressemøde, hvor man vil vise 'en lille smule mere' frem, har Apple bekræftet, at vi nok får en iPad mini tirsdag.

Apple udsendte i aftes en invitation til de amerikanske journalister som man gerne vil have med til den ventede lancering på tirsdag den 23. oktober - altså om under en uge. Men efter de seneste dages rygter, så er der nok også mere i vente end en enkelt lille iPad

På invitationen står, at Apple har "en lille smule mere at vise jer", hvilket er en ganske klar hentydning til at der kommer en mindre iPad.

Hvis man skal stole på de hidtige rygter om iPad Mini, så vil den have en 7,85-tommer skærm og vil være tilgængelig i de sædvanlige hvide og sorte farver.

Sitet Appleinsider mener at vide, at iPad mini kommer i hele 12 forskellige udgaver fra 8Gb til 64 GB med Wifi og 3G/4G, og dermed når vi helt op på 24 forskellige iPads. Historien bygger på en intern lagerliste, hvor de nye modelnumre skal figurere.

Hvad 'We've got a little more to show you', som der står på invitationen nøjagtigt kommer til at betyde, det må vi vente med at finde ud af, men vi tror også på at Apple præsenterer en ny Mac mini-computer og en 13 tommer MacBook Pro med Retina-skærm.

mandag den 15. oktober 2012

Fem fantastiske iPhone 5-apps


Med en iPhone 5 får du fulde fire tommer skærm, og så er det da trist kun at udnytte 3,5. Vi har fundet nogle gode apps, der alle udnytter hele skærmen på iPhone 5.

Den 1.136 pixel lange iPhone 5 har gjort det til en lidt speciel oplevelse at lukke mange gamle applikationer op. Letterbox-featuren, hvor man får sorte bjælker i hver ende af den brede 16:9-skærm er ikke den fedeste, så mens vi venter på at alle de gamle applikationer bliver godkendt i App Store, så de fylder hele skærmen, kan du hente disse apps og være sikker på at få fuld valuta for pengene.

Echofon Pro for Twitter
Fri for reklamer er det bestemt godt givet ud at betale 30 kroner for den nok bedste Twitter-klient. Lynhurtig og med plads til masser af tekst - vi elsker denne applikation. Vil du først prøve dig frem, så findes der også en fin gratis version med lidt reklamebannere.
Pris: 30 kroner i App Store

Flipboard
Er du mere til det visuelle end en gennemgang af nyhederne i en almindelig RSS-reeder kan give dig, så er det måske værd at kigge nærmere på Fliboard. Som i de andre iPhone 5 applikationer, så er der nu endnu mere plads til de gode billeder, som man let og elegant flipper imellem. Flot app, der gør det til en helt ny oplevelse at hoppe mellem sociale medier og de nyeste nyheder. En absolut must-have-app.
Pris: Gratis i App Store

Asphalt 7: Heat
Racerbilspil i ekstra bredde. Der er knald på, når man hamrer gennem gaderne i Asphalt 7: Heat og det er bestemt ikke blevet mindre sjovt, at man nu har fornemmelsen af at sidde endnu længere fremme i bilen. Godt spil og god app til 6 kroner.
Pris: 6 kroner i App Store

Navigon Europe
Man kan sige meget om prisen, men 669 kroner er ikke billigt for en applikation til en telefon. Når det så er sagt, så har man med Navigons applikation en fuldgod erstatning for den GPS-enhed man hidtil har haft siddende i forruden på bilen. Med iOS 6 har vi fået Apple Maps, men der er nu stadig meget godt at hente ligesom sikkerheden og tilliden hos Navigon endnu ikke har lidt noget knæk.
Pris: 669 kroner i App Store

GoodPlayer
Næsten alt det som VLC var tidligere. En videoafspiller, der modsat Apples egen af slagsen kan æde snart sagt alle formater. GoodPlayer koster 18 kroner, men så kan den til gengæld også give dig film i hele skærm-bredden.
Pris: 18 kroner i App Store

mandag den 8. oktober 2012

Satser Apple stort på iPad Mini ?

Ifølge The Wall Street Journal, så har Apple forudbestilt 10 mio. iPad Mini.
Apple tror fuldt og fast på succes for den ny og mindre iPad, der ventes præsenteret i denne måned. Kilder i det asiasiske produktionsmiljø fortæller at Apple har lagt forudbestillingter på 10 mio. enheder til dette kvartal, lyder det fra avisen The Wall Street Journal.

Det skulle være dobbelt så meget som Amazon har i ordre, for deres populære 7" tablet kaldet Kindle Fire.

Hvis de foreløbige rygter om iPad Mini er rigtige, så bliver der tale om en tablet på 7,85" i 4:3 format med en opløsning på 1024x768 (svarende til de første to store iPad-modeller). Pga. skærmformatet kan størrelsesforholdet ikke  sammenlignes med de tilsvarende 7" Android-tablets, da iPad Mini vil være 35-40% større.

Apple ventes at sende invitationer ud i denne uge, til et lancerings-event onsdag d. 17/10. Det er dog endnu kun rygter, ligesom der heller ikke er nogen indikationer af prisniveau.

lørdag den 6. oktober 2012

Nu er den her: App'en der kan lave kaffe


igår var der international premiere på en app fra danske Scanomat, der gør det muligt at brygge sin kaffe via mobilen. 

Scanomat i Kokkedal i Nordsjælland har nemlig lavet en app, der kan bruges til at styre firmaets seneste kaffemaskine, TopBrewer - TopBrewer er også navnet på appen.

"Vi har været undervejs i halvandet år. Vores tilgang er at redefinere kaffemaskinen. TopBrewer er et minimalistisk design med en hane på en bordplade – resten er skjult nedenunder. Og vi var ikke meget for at lade et stort keyboard tage plads, og derfor gav det god mening at udvikle en app, der gør, at man styrer kaffebrygningen via sin mobil," siger Frederik Vibe, der er projektleder for app-udviklingen hos Scanomat.

Han forklarer, at de med appen bevarer det minimalistiske design i kaffemaskinen, samtidig med at brugeren kan designe sin kaffeoplevelse. ”Man kan trykke på en knap og få sin kaffe, man kan følge brygningsprocessen, og man indstille kaffen efter egen smag – og gemme den. På den måde kan man få kaffen på den måde, man måtte ønske den, uanset hvor i verden man støder på TopBrewer." I første omgang er TopBrewer-app'en udviklet til iPhones og iPod Touch.

Sådan er det gået Apple uden Jobs


Mange troede, at Apple-stifter Steve Jobs' død markerede begyndelsen på enden for Apple.
De tog fejl. Analytikerne, bloggerne og eksperterne, der malede fanden på væggen, da Apples stifter Steve Jobs døde den 5. oktober sidste år. 56 år gammel.
For den store nedtur i aktieprisen, som mange havde troet ville indfinde sig uden Jobs ved roret, er udeblevet.

Da markedet lukkede i går fredag, lå det amerikanske firmas aktiepris på over 650 dollars, hvilket skal sammenlignes med, at da aktierne blev handlet for et år siden, var det til kurs ca. 377 dollars.
Dertil kommer, at firmaet, stiftet i 1976 af Jobs samt Steve Wozniak og Ronald Wayne, har oplevet rekord høje salgstal for sin iPhone og iPad og er i dag verdens mest værdifulde selskab.

 

Rivalerne 

To af selskabets største rivaler Google og Samsung har også klaret sig godt.
Googles aktiepris er i samme periode steget fra ca. 514 dollars til ca. 767 dollars, mens Samsungs er steget fra ca. 855 dollars til ca. 1.367 dollars.
Men selvom både amerikanske Google og sydkoreanske Samsung klarer sig godt, er der langt op til Apples markedsværdi på over 600 mia. dollars.
Og mens konkurrenterne har solgt mange smartphones, så har Apple gjort det samme, hvilket skal ses i lyset af, at Apple allerede har fat i flere kunder end konkurrenterne. Det burde dermed være sværere blive ved med at sælge nye smartphones.

 

Microsoft

I den anden ende af skalaen ligger Microsoft, der engang var den største spiller på computermarkedet, da stifter Bill Gates tilbage i 80'erne og 90'erne var sparringspartner med Steve Jobs.
Heller ikke Facebook har klaret sig godt. Siden selskabet blev børsnoteret tilbage i maj er aktieprisen faldet med 46 pct..

 

Hyldest til Jobs

I fredags på årsdagen for Steve Jobs' død hyldede den nye administrerende direktør i Apple, Tim Cook, sin tidligere chef.
I en pressemeddelelse skrev han, at Jobs' idealer stadig er tydelige i selskabet:
"Vores værdier stammer fra Steve, og hans ånd vil for altid være Apples fundament. Vi deler det store privilegium og ansvar at løfte hans arv ind i fremtiden."

 

Kritikere

Der er dog fortsat kritikere, som ser svaghedstegn.
Den nye iPad, iPhone 4s og iPhone 5 blev store sællerter, men produkterne er gammel vin på nye flasker, mener flere, der spørger, hvor er innovationen.
Andre har peget på, at kvaliteten i Apples produkter er faldet - Siri og Apple Maps værende de værste eksempler.
Men det var heller ikke alt under Steve Jobs, der var perfekt. Ping, et socialt netværk med tilknytning til iTunes, var et stort flop.

Nu kommer rabatten på din smartphone

Smartphonen bliver snart hjemsted for billetter og rabatkuponer. Apple er med Passbook i iPhone længst fremme, og flere virksomheder tester netop nu mulighederne. Her kan du se Passbook i funktion.


onsdag den 3. oktober 2012

Nye billeder lækket af iPad Mini


Det lader til, at Apple ikke har helt styr på sine eksterne reparatører. Op til afsløringen af de seneste iDevices har det været lækager af dele til disse, der har informeret nyhedssultne netbrugere om, hvordan de pågældende enheder kommer til at se ud.

Nu er det lige sket igen, og denne gang er det iPad Mini, der er tale om. Vi har tidligere set billeder af iPad Mini-dele fra østen, men denne gang er det websitet Ukraniaen iPhone, der har fået fat i billeder af front og bagplade til Apples nye tablet.

Disse billeder synes at bekræfte, at skærmen kommer til at være på de ventede 7.85 tommer, men navnet iPad Mini er dog på ingen måde bekræftet. Der står bare ’iPad’ på bagpladen.

Der er dog en enkelt forskel fra den iPad vi kender, som er ret interessant. Det ser ud som om, den nye mini-iPad kommer i design, der ligger mere op ad iPhone 5 end op ad iPad. Således er bagpladen sort og ikke sølvfarvet. Det ser dog ud som om, Apple holder fast i 4:3-formatet. Billedet ovenfor kan snyde lidt på grund af kameravinklen, men de andre billeder på det ukrainske site peger i retning af 4:3 og ikke 16:9.

Den nye iPad er ifølge Wall Street Journal allerede sat i produktion, og forventes lanceret senere på måneden. De fleste tech-medier gætter på 17. oktober.