torsdag den 31. januar 2013

Problemer med 3's LTE: SMSer går tabt


Det viser sig nu, at der er problemer for flere mobilbrugere at sende og modtage sms'er, så længe de er på 3's nye 4G-netværk

Forleden kom den nye opdatering til iOS, der blandt andet betød, at iPhone og iPad nu ville kunne udnytte det friske og langt hurtigere mobile netværk, 4G/LTE. Det gav et skub i netværket, men mobilselskabet 3 indrømmer nu, at der er problemer med at sende og modtage sms'er, når man er på deres eget 4G-netværket.

- Hvis man er på 4G og sender sms'er, så vil nogen opleve, at deres beskeder ikke går igennem. Vores teknikere og netværks-leverandører sidder i øjeblikket og kigger på det, fortæller Stine Green Paulsen til Beep.

Dog slår hun samtidig fast, at fejlen ikke skyldes den nye iOS 6.1-opdatering fra Apple, der kom op forleden.

- Det har dog intet med det nye iOS 6.1 at gøre. vi oplever også problemet på andre mobiler end lige iPhone, så det er desværre mere et netværks-issue. Men præcis hvor omfattende det så er, er vi ikke helt sikre på endnu.

Vi er blevet gjort opmærksom på problemet af en Beep-brugere, der fortæller, at visse sms'er simpelthen hænger i systemet. Både det at modtage og sende beskeder sker meget sporadisk. Men der er intet problem, så snart man er på almindeligt 3G.

Websiden Comon har tidligere prøvet at lave et forsøg, hvor 8 ud af 20 beskeder ikke kom frem, når en besked blev sendt fra en 3G til en 4G-telefon.

Så hvis du har et LTE-logo på din telefon og er på 3's netværk, så kan du altså opleve sms-stilhed. Der skulle efter sigende ikke være et lignende problem på Telias netværk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar