tirsdag den 22. maj 2012

NemID lukker for Mac-brugere


Der er ingen adgang til hverken din netbank, din skattemappe eller sider fra det offentlige, der kræver login via NemID, hvis du ikke har opdateret til en af de seneste to udgaver af OS X. Det skriver epn.dk. Der er nemlig teknisk lukket af for OS X 10.5, der udkom så sent som i oktober 2007 – for mindre end fem år siden.

Et opkald til DanID afslører kun, at selskabet ingen kommentarer har til sagen, ud over at man er ved at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til sagen, fortæller epn.dk.
OS X 10.5 Leopard udkom i slutningen af 2007 og blev i 2009 efterfulgt af 10.6 Snowleopard. I 2011 kom den seneste inkarnation, 10.7 Lion, på gaden. For de fleste er det simpelt at opdatere en ældre OS X-udgave til den seneste via Apples App Store – det koster 179 kroner.

Men for andre er det knap så simpelt. I 2006 skiftede Apple arkitektur fra Motorola-processorer til Intel-processorer, og hvis man stadig bruger sådan en Mac-computer med Motorolas PowerPC-processor, kan man ikke opdatere til 10.6 eller 10.7 – og man er altså forment adgang til NemID

Ingen kommentarer:

Send en kommentar