lørdag den 19. maj 2012

Større skærm på ny iPhone


Flere uafhængige kilder bekræfter at iPhone får et redesign. Steve Jobs skulle have fulgt arbejdet tæt.

Rygterne om at den nye iPhone, som sandsynligvis bliver præsenteret til efteråret, får en større skærm på omkring 4 tommer tager til i disse dage. Både Bloomberg, Wall Street Jornal og Reuters har uafhængige historier om at produktionen af 4-tommers skærme til den nye iPhone er ved at gå i gang.

En af Bloombergs kilder fortæller endda at Steve Jobs har været med inde over redesignet af den nye iPhone, og at han har været med i arbejdet indtil sin død i oktober sidste år. En anden kilde fortæller at Jobs har spillet “en nøglerolle” i udviklingen af det nye design.

Apple har bibeholdt det nuværende design siden 2010, hvor iPhone 4 blev lanceret, og en overhaling kunne derfor godt være tiltrængt. Det forrige design anvendtes forøvrigt også på to modeller, nemlig iPhone 3G og 3GS.

Mange forventer at et redesign netop vil indebære en større skærm. Kritikere mener at Apple er nødt til at “følge med” Android-mobilerne, hvor skærmstørrelsen indenfor det sidste år er eksploderet.

Den seneste topmodel fra Samsung, Galaxy S 3, har således en skærm på 4,8 tommer. Andre forsvarer Apple med at den nuværende formfaktor er ideel til en enhed man skal kunne anvende med én hånd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar