mandag den 13. august 2012

Få København i 3D med Apple Maps

I Apples kommende mobile styresystem med navnet iOS 6 er korttjenesten Google Maps skiftet ud med Apples egen Maps – ganske som lovet under deres udviklerkonference i juni.

Da Apple præsenterede tjenesten var der ikke meget, der indikerede, at Danmark ville være blandt de første lande, som kunne ses i 3D. Men beta-versionerne af iOS 6 afslører således, at København er en af mere end 40 byer med 3D, der lige nu er tilgængelige i Apple Maps.

Udover København kan storbyer som Sydney, Melbourne, San Francisco, Las Vegas, Chicago og Los Angeles indtil videre også opleves i 3D.

Apple Maps tilbyder fuld navigation, præcis ligesom konkurrenterne Nokia og Google allerede gør, og har udover 3D ’flyover’ også Yelp-integration, så du kan se, hvad andre synes om restauranter og cafeer i nærheden.

Det bliver således mere og mere tydeligt, at Apple forsøger at fjerne konkurrenten Google helt fra deres kunders bevidsthed. I sidste uge kunne vi nemlig fortælle, at Apple i det kommende styresystem også dropper Googles videotjeneste YouTube, der har været en del af skærmbilledet på iOS-enheder siden den første iPhone blev introduceret i 2007.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar