onsdag den 1. august 2012

3 millioner har hentet Apples Mountain Lion


Hvis du har en Mac i tasken eller på hjemmekontoret, står onsdag i sidste uge sikkert stadig frisk i hukommelsen. Der var tydeligvis rigtig mange Mac-brugere, der sad klar til at trykke ’køb’ i App Store, så snart den niende version af OS X, Mountain Lion, blev frigivet den 25. juli.

I hvert fald hvis man skal tro de netop offentliggjorte tal fra Apple, der siger 3 millioner downloads på fire dage. Det er ny salgsrekord og får virksomheden til at betegne ’bjergløven’ som ”den mest succesfulde OS X-lancering” i Apples historie.

Ligesom forgængeren er OS X Mountain Lion foreløbigt kun tilgængeligt via App Store. OS X Lion var det første styresystem fra Apple, der blev distribueret via netbutikken, og den version solgte over en million eksemplarer i løbet af de første døgn.

Selvom der er over 200 nye funktioner at gå om bord i med OS X-opdateringen, har prisen formentlig spillet en endnu mere væsentlig rolle for de rekordmange downloads. Mac-brugere kan nemlig opgradere deres Mac - med enten OS X Snow Leopard eller OS X Lion installeret - for 120 kroner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar