torsdag den 25. april 2013

Apple-chef: Helt nyt produkt og overraskelser til efteråret


Apple kunne i går fremlægge et af de mindst positive regnskaber i mange år fra selskabet. Selv om der stadig var et stort overskud, så er det faldende i forhold til sidste år.

Og derfor er det mere end nogensinde nødvendigt for selskabet at tænke fremad på nye produktkategorier.
Og det er præcis hvad Apples topchef, Tim Cook kunne afsløre i forbindelse med regnskabet.

Han nævnte, at "der er potentiale for spændende nye produktkategorier", og slog fast, at de vil komme med nye produkter til efteråret.

Ikke i sig selv en overraskende udmelding fra chefen, men Tim Cook lovede mere end det:
- Vi har en masse flere overraskelser i ærmet. Vores teams arbejder hårdt på noget fantastisk nyt hardware, software og nye tjenester, som vi ikke kan vente med at lancere i efteråret og ind i 2014.

Vi fortsætter med at tro på vores fremtidige produkt-planer, fortalte Tim Cook, og fremhævede igen, at "der vil virkelig komme store ting til efteråret og igennem hele 2014."

Endnu vil Apple eller Tim Cook ikke ud med nogle konkrete produkter, men flere kilder påpeger, at den nye produktkategori vil have noget at gøre med de mange rygter omkring armbåndsure.

Der har også tidligere været snak om et fjernsyn fra selskabet, men mange mener dog også, at det ligger lidt længere ude i fremtiden for det californiske selskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar