fredag den 5. april 2013

Apple-patent: iPhone med omkringviklet display

En futuristisk iPhone med displayet viklet omkring en gennemsigtig telefon-stamme er beskrevet i en patentansøgning fra Apple.

Apple har søgt om patent på et ’forbrugerelektronikprodukt’, der minder om en iPhone, men alligevel adskiller sig fra alle dagens telefonder ved at være helt omviklet med et display.

Ifølge patentet er der tale om et bøjeligt Amoled-display, som man skal være kreativ eller ligefrem destruktiv for at smadre.

Displayet er viklet omkring selve stammen af telefonen, som i øvrigt er gennemsigtig og lavet af ridsefrit plastic-glas. Det gør, at håndsættet som sådan er gennemsigtigt på nær top, bund og et indlæg, der indeholder og slører telefonens indmad.

Telefonen er udstyret med ansigtsgenkendelse, der sørger for kun at vise indhold i retning af et velkendt ansigt. Inde i telefonen er der endnu et fleksibelt display, der i samarbejde med det omkringviklede display skal gengive en 3D-oplevelse, siger patentansøgningen. Med en overflade, der på nær top og bund kun består af display, har den futuristiske iPhone også udryddet de sidste fysiske knapper.

Eksempelvis skruer man op og ned ved at placere fingeren, hvor volumeknapperne plejede at sidde, og så bliver hele den venstre side til en volumenbar.

Telefonen er endnu kun i patentfasen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar