mandag den 26. december 2011

Derfor raser patentkrigen

Selskaber som Apple, Google og Samsung kæmper om rettighederne til små features i deres smartphones - og det kan i sidste ende få stor betydning.

Hvordan bladrer man egentligt mellem billederne i en smartphones fotoalbum og zoomer ind?

Umiddelbart kan den slags detaljer virke små og ligegyldige, men for de store spillere inden for produktionen af smartphones og deres styresystemer, er de meget vigtige - så vigtige, at selskaber som eksempelvis Apple, Google og Samsung er parat til at bruge store summer på trække hinanden i retten for at få afgjort, hvem der har patent på endog meget små features.

For dem kan retten til små features nemlig være afgørende for, om kunderne i fremtiden vil vælge deres eller konkurrenternes smartphones. Det vurderer den tyske patentekspert Florian Müller over for magasinet Fortune.

"Mens en eller to af denne slags ikke vil være nok til at ændre kundernes adfærd, så vil den samlede effekt af et halvt dusin patenter af denne slags kunne udgøre en mærkbar effekt på kundens oplevelse," siger Florian Müller.

Han peger på, at det er Apples nu afdøde topchef Steve Jobs, der står bag strategien i patentkrigen - og at ideen er at vinde så mange patentsager i så mange lande, at der reelt vil blive en mærkbar forskel på brugeroplevelsen imellem de konkurrerende smartphones. Selv om det kan tage mange år at komme dertil.

"Så længe det (selskabet Apple, red.) ikke kommer under et stort pres, har det råd til at knække en nød af gangen, land for land," siger han.

Den globale strid om rettighederne på smartphones bliver kaldt patentkrigen, og den raser for tiden over hele verden. Senest har Apple kunnet notere sig et par små sejre i krigen. Det drejer sig bl.a. om, at både Motorola og Samsung i henholdsvis Tyskland og Holland er blevet tvunget til at ændre den måde, man netop bladrer mellem billederne på telefonerne.

Apples sejr i de to europæiske lande er dog bare et par ud af mange sager, som er på vej ind i retssalene, og det er langt fra alle sagerne, som Apple vinder.

Og modstanderne opruster for tiden. Google, der står bag Android-styresystemet, har for eksempel på det seneste kastet sig ud i milliarddyre virksomhedsopkøb, og de menes delvist være begrundet i de opkøbte selskabers patentprotefølje.

Så intet er afgjort endnu, når det kommer til smartphones. Det eneste, der virker sandsynligt, er, at de i dag relativt ens smartphones, der er på markedet, i fremtiden kommer til være mere forskellige - i hvert fald når det kommer til softwaren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar