fredag den 24. februar 2012

Apple: Vi køber ikke Grækenland

Apple har mange penge, rigtig mange penge. Faktisk, så har firmaet hele 97,6 milliarder dollars på kistebunden, svarende til cirka 545 milliarder danske kroner.

På Apples årlige aktionærgeneralforsamling, der blev afholdt torsdag, erkendte firmaets direktør, Tim Cook, at Apple har mange flere penge end man har brug for. Han sagde, at Apples bestyrelse har gang i ’aktive diskussioner’ om, hvad man skal bruge pengene til, og det synes efterhånden mere og mere sandsynligt, at Apple vil betale udbytte til aktionærerne, så de kan få del i Apples bugnende overskud.

Vi har for mange penge
- Hvis vi skal være helt ærlige, så er det flere penge end vi har behov for til at drive virksomheden, sagde Cook. Spurgt af en aktionær om Apple har overvejet at købe Grækenland, svarede Cook: ’Vi har kigget på mange ting, men ikke lige det.’

Sidste gang Apple betalte udbytte til aktionærerne var tilbage i 1995, inden Steve Jobs vendte tilbage til firmaet og vendte skuden. Han genindtog direktørstolen i 1997, og dengang blødte Apple så mange penge, at han måtte indgå en aftale med Bill Gates og Microsoft om en investering i Apple på 150 millioner dollars. Sidenhen har Apple smidt størstedelen af sine overskud ind i bankboksen og især over de sidste par år er det altså vokset til næsten 100 milliarder dollars.


Imponerende produkter på vej
Apple-bossen undgik at svare på spørgsmål om, hvorvidt firmaet er på vej med et flad-tv, men sagde dog, at ’I kan være sikre på, at vi arbejder så hårdt som nogensinde på at levere et fantastisk år og nogle virkelig imponerende produkter.’

Cook kommenterede også lidt på Facebook, og sagde at det sociale netværk er en ’ven,’ og at han forestiller sig, at Apple og Facebook sagtens kan indgå et tættere samarbejde.

Der er udbredt forventning om, at Apple vil afsløre iPad 3 den 7. marts ved et presse-event i San Francisco.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar