tirsdag den 14. februar 2012

Lancering af iPad 3 den 7. marts?

Flere og flere rygter peger på den 7. marts som lanceringsdatoen for iPad 3.

I sidste uge var det AllThingsD, som havde opsnuset at Apple ville holde det ventede iPad-event i den første uge af marts.

Nu går bloggen iMore et skridt videre og hævder at have en pålidelig kilde, der fortæller at lanceringen helt nøjagtigt er den 7. marts. Den 7. marts er en onsdag, hvilket er Apples foretrukne ugedag for store lanceringer.

Flere iPad-dele spottet

Samtidig tiltager mængden af lækkede enkeltdele fra produktionen i Kina. Senest har kinesiske iLab taget billeder af en halvsamlet iPad 3, bestående af en skærm fra Sharp og et bagkabinet, der begge tidligere har været lækket. Billederne viser at de to dele passer sammen, sammen med en 30-pins connector.

iPad 2 udsolgt og nedsat hos flere forhandlere

Et andet tegn på en nært forestående iPad 3 er at iPad 2-lageret hos flere af de store internationale forhandlere er svindende, især af den billigste Wi-Fi model. Den amerikanske forhandler Meijer har desuden nedsat prisen på den billigste iPad 2 med hele $70 – og skriver at tilbudet gælder “så længe lager haves”.

Nyt Apple TV med til lanceringen

Endelig er der spekulationer om at Apple også vil præsentere et nyt Apple TV sammen med iPad 3. Apple TV er nemlig også udsolgt eller tæt på at være det hos flere førende forhandlere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar