torsdag den 7. juni 2012

Hvad har Apple i posen på mandag?

Mandag aften, dansk tid, træder Tim Cook på scenen og kickstarter årets World Wide Developers Conference, WWDC. Og der er store forventninger til ham. Historisk set er WWDC nemlig begivenheden, hvor de nye iPhone-modeller er blevet præsenteret, og igen i år forventes der store lanceringer. Dog ikke iPhone - den må vi med stor sandsynlighed vente med til september eller oktober.

Til gengæld hvisker rygterne, at Apple vil præsentere nye udgaver af stort set samtlige Mac-computere - fra MacBook Air over iMac til den muskuløse Mac Pro. Men mere om det senere ...

iOS 6Hvad vi med garanti kan forvente at få at se, er en opdateret udgave af iPhone-styresystemet iOS 6. Siden det er en udviklerkonference giver det ualmindelig god mening at fortælle dem om alle de nye kommende funktioner i iOS 6 nu, så de kan nå at implementere dem inden iOS 6 lanceres sammen med en ny iPhone til oktober.

OS X Mountain LionDet er næsten også garanteret, at vi vil få demonstreret en færdig udgave af Mountain Lion. Styresystemet blev vist frem tidligere på året, og forventes at blive frigivet hen over sommeren. Ja, måske allerede inden for de næste uger, når de nye Mac-maskiner bliver tilgængelige (se senere). Et rygte siger at Siri vil blive implementeret i Mountain Lion, så det bliver muligt at diktere tekster til sin computer. Læs mere om nyhederne i Mountain Lion i denne artikel:
iCloud
Apple har haft travlt med at nørkle med iCloud.com-websitet; hvis du drejer browseren mod beta.icloud.com (og er registreret udvikler) kan du se at der er dukket to nye programikoner op; nemlig Påmindelser og Noter. Vi kan altså forvente at disse apps kan dele data via skyen, når iOS 6 lanceres.

Men, det der snakkes mest om på nettet nu, er at Apple lader til at opdatere samtlige sine Mac-maskiner på en gang - bærbare som stationære. I så fald vil det være den største og mest omfattende Mac-lancering nogensinde - og den fælles overskrift er: Retina-skærme.
MacBook Pro
Der har længe gået rygter om at 15-tommer udgaven af Apples mest muskuløse bærbare vil få tyndere Air-lignende design, USB 3-stik, seneste processor-teknologi fra Intel og - ikke mindst - en højopløst Retina-skærm. Rygterne siger at Apple vil lancere 15-tommer modellen i to forskellige konfigurationer, men hvad der sker med de øvrige modeller er uvist.

MacBook AirOgså Air-modellerne - både 11- og 13-tommer udgaverne - opdateres med Retina-skærm og Intels Ivy Bridge-processorer.
iMac
Den tredje produktopdatering er sandsynligvis iMac. Skrivebordscomputeren blev senest opdateret i maj 2011, for lidt over et år siden, men det seneste redesign af maskinerne var i slutningen af 2009. Igen er det sandsynlige en Retina-skærm og Ivy Bridge-processorerer.

Mac Pro
Der er ikke kommet nye modeller af Mac Pro, Apples største computer, siden juli 2010. Men et internt dokument, som Macrumours har fået fingrene i, antyder at nye modeller er lige på trapperne. De vil sandsynligvis blive forsynet med Apples Thunderbolt-tilslutning.

Den eneste computer, der går fri denne gang, er altså Mac Mini.
Derudover går der rygter om, at Apple vil lancere en stribe af nyt tilbehør - fra nye kabler og cases til opdaterede tastaturer, mus, trackpads og AirPort-routere.

Det er en voldsom omgang. Og er der hold i rygterne må mangen en Mac-fan nok forøge kassekreditten de kommende uger. Det ved vi meget mere om mandag aften - hold øje med disse sider, vi er naturligvis klar med fakta så snart de foreligger.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar