mandag den 18. juni 2012

Sjælden Apple-computer solgt for millionbeløb


En fungerende version af den allerførste Apple-computer har netop været auktion, hvor den blev solgt for mere end to millioner kroner.

Det er meget muligt, at en spritny Mac fra computergiganten Apple har ry for at være en bekostelig affære.

Men det er ingenting imod, hvad man må hoste op med, hvis man vil have fingrene i en sjælden, fungerende Apple computer fra 1976. Sådan en har de netop haft under hammeren hos det britisk-amerikanske auktionshus Sotheby’s.

Fredag var en version af den allerførste Apple I-computer sat til salg, og den indbragte intet mindre end 374.500 dollar - svarende til mere end 2,2 millioner kroner, selvom den oprindeligt var vurderet til 885.000 kroner.

Der er kun omkring en håndfuld af den sjældne computer tilbage, som stadig virker. Computeren blev bygget af Apples grundlæggere Steve Wozniak og den afdøde Steve Jobs.
Med til computeren, der netop er blevet solgt, hørte blandt andet den originale instruktionsbog og den originale kassette-interface. I modsætning til andre computere fra sin tid tillod Apple I brugeren at betjene basale programmer og skrive på et tastatur, og den regnes derfor som værende en af de allerførste personlige computere.

Hvem, der løb med den sjældne maskine, vides ikke. To forskellige kunder konkurrerede om den, og det blev en anonym telefon-byder, der nu kan kalde sig for ejer af en Apple I. Til en pris, der var omkring 500 gange højere, end da den først kom på markedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar