onsdag den 10. august 2011

Apple blokerer for Samsungs iPad-kopi

Samsung Galaxy Tab 10.1 må ikke sælges i EU, fastslår regionsdomstol i Tyskland. Apple har fået midlertidigt medhold i patentsag

Den længe ventede Samsung Galaxy Tab 10.1 var oprindelig på vej ud på de danske butikshylder, men nu har Apple spændt ben for Samsungs tablet-computer, og fået nedlagt et midlertidigt forbud mod salg og markedsføring af maskinen.

Apple har fået midlertidigt medhold i en sag ved den regionale domstol i Düsseldorf, der betyder at eksisterende Samsung Galaxy Tab 10.1-maskiner skal hives ned fra hylderne i de lande, hvor salget allerede er startet, og at nye maskiner ikke må sælges og markedsføres. Grundet EU-lov gælder forbuddet ikke blot i Tyskland, men hele EU på nær Holland, hvor Apple har en lignende sag kørende.


Apple hævder, at Samsung har kopieret iPad’ens design, og at Galaxy Tab 10.1 krænker Apples designpatenter og intellektuel ejendomsret, der er registeret i EU.
 
De kopierer os
En talsperson for Apple udtaler, at ’det er ikke et sammenfald, at Samsungs seneste produkter ligner iPhone og iPad, fra formen af hardwaren til brugergrænsefladen, og endda indpakningen. Denne form for åbenlys kopiering er forkert, og vi er nødt til at beskytte Apples intellektuelle ejendomsret, når andre firmaer stjæler vores ideer.’

Samsung kan appellere dommen, men den proces kan tage uger eller måneder, og i den periode må Samsung Galaxy Tab 10.1 altså ikke sælges i EU.
 
Samsung: Vi fik ingen varsel
- Samsung er skuffet over rettens beslutning, og vi agter at handle øjeblikkeligt for at forsvare vores intellektuelle ejendomsrettigheder gennem den igangværende retssag i Tyskland, og vil fortsat forsvare disse rettigheder overalt i verden, udtaler Kim Titus, PR-chef hos Samsung. ’Anmodningen om påbuddet blev indgivet uden advarsel til Samsung, og ordren blev udstedt uden nogen form for høring eller fremlæggelse af beviser fra Samsung, siger han.

Det er ikke første gang, at Apple har fået sat en stopper for salget af Galaxy Tab 10.1. Steve Jobs & Co. har også fået medhold i en lignende sag i Australien, og Apple har en sag kørende i en distriktsdomstol i Californien, hvor Samsung anklages for at have overtrådt design, patenter og varemærker relateret til iPad og iPhone. Der forventes dom i den sag engang i løbet af oktober.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar