tirsdag den 24. april 2012

Billig iPhone ved iPhone 5-lancering

På iPhone-fronten venter vi alle noget stort af år 2012. Vi får forhåbentlig en ny og revolutionerende iPhone 5, og går alt, som rygterne og forudsigelserne siger, så sker det i løbet af det kommende efterår.

Men måske kan vi forvente, at der kommer mere end en ny model fra Apple. Sådan lyder historien i hvert fald fra en unavngiven kilde hos en asiatisk Apple-underleverandør.
Her er man tilsyneladende i færd med at udvikle en billig iPhone, som skal lanceres sammen med den længe ventede iPhone 5. Det skriver hjemmesiden electronista.com.

Apple har hidtil kun været fokuseret på high-end-delen af det mobile marked, og kun i begrænset omfang har man haft billige telefoner på hylderne, som kunne tiltrække den del af forbrugerskaren, der ikke klar til at betale over 3.000 kroner.

Som eksempel kan man bruge iPhone 3GS, der stadig kan købes fra ny hos Apple, men den koster stadig i underkanten af 3.000 kroner.

Med den strategi har Apple afskåret sig fra en meget stor del af smartphone-markedet, hvor telefoner med Google Android sælges til ned i nærheden af 1.000 kroner. De dominerer fuldstændig denne mere prisvenlige del af smartphonemarkedet.

Dette faktum udses som det store argument, der skulle kunne ligge til grund for en mulig ændring i Apple kommende strategi.

Meget tyder dog på, at der kun er tale om spekulation, for strategien med at producere billigere produkter, der ikke har samme kvalitet som de hidtidige Apple-produkter, ligger et stykke fra Steve Jobs syn på verden og den strategi, som Tim Cook siden Jobs' afgang har videreført.

Hvad det ender med, det er som altid, når det handler om Apple og iPhone, et stort gætspil, og der går med ret stor sikkerhed lang tid før vi med sikkerhed ved noget som helst konkret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar