lørdag den 9. juli 2011

Apple vil lave pen til iPhone og iPad

En pen, der kan sende trådløs information og gemme dine GPS-koordinater er i støbeskeen hos Apple.

Det er ikke altid lige spændende at holde øje med Apples patentansøgninger. Ofte forsøger de at få patent på funktioner og gadgets, de allerede har lanceret, og så er der jo ikke meget nyt i det. Men engang imellem dukker der noget interessant op. F.eks. denne pen, som Apple netop har bedt om at få patent på. Som man kan se på tegningen fra patentansøgningen ovenfor, er der tale om en pen, der kan bruges til at tegne og skrive på iPhone, iPad og iPod Touch.

Skriv i stedet for at taste

Angiveligt skal den kunne fungere som et alternativ til at taste informationer ind via skærm-tastaturet. Selve pennen kører med et genopladeligt batteri, der kan lades op ved at sætte den i en dock, der sidder på selve enheden, f.eks. en iPad. Dermed henter pennen strøm fra iPad’ens batteri.
En anden version af pennen sender informationerne trådløst til din iPhone eller iPad. Det betyder, at du reelt kan sidde et helt andet sted i huset og ”skrive” med pennen på en almindelig papirblok, og så vil dine skriblerier dukke op på skærmen, uanset om der er tale om en telefon eller en tablet. Det sker via trådløs Wi-Fi-opkobling og fordi der er et accelerometer og en GPS-enhed ombord i pennen, kan pennen med stor præcision fortælle f.eks. en iPad, hvordan pennen bliver svunget.
IPad’en kan så derefter gengive den samme penneføring på skærmen.

I konkurrence med HTC

Der er naturligvis langt fra en patentansøgning til at pennen rent faktisk kommer på gaden, men på den anden side er denne patentansøgning mere realistisk end mange andre af Apples patentansøgninger. Og desuden har Apples konkurrent HTC allerede lanceret en pen til deres tablets, som de i øvrigt også har søgt om patent på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar