mandag den 24. oktober 2011

iPod'en fylder ti år

I går, søndag, var det ti år siden at Apple lancerede iPod'en. Det skete ved et arrangement den 23. oktober 2001 i Apple hovedkvarter. Se videoen nedenfor. Den dag var det svært at gætte, hvilken indflydelse den lille hvide afspiller skulle få - ikke alene på Apples fremtid, men for hele musikindustrien.
Den allerførste iPod, lanceret i oktober 2001 - kun til Mac-brugere.Den allerførste iPod, lanceret i oktober 2001 - kun til Mac-brugere.
I starten var iPod'en da heller ikke nogen stor succes. Den var forbeholdt Apple-styresystemet, så antallet af potentielle købere var snævert. Dengang var Mac'en i den grad udmanøvreret af Windows. Der skulle gå halvandet år inden Apple fik langet iPod nummer en million over disken. Til sammenligning blev der solgt fire millioner iPhone 4S på blot tre dage, da den blev lanceret.

Men, så skete der to ting: Apple gjorde iPod'en tilgængelig for Windows-brugere og - mere vigtigt - i april 2003 åbnede Apple de digitale døre til iTunes Music Store. I løbet af 2003 blev der solgt to millioner iPods.
iPod-familien anno 2005.
 iPod-familien anno 2005.
I de kommende år udgav Apple en lang række nye iPod-modeller, deriblandt Mini, Nano, Shuffle og Touch, og en efter en kastede konkurrenterne håndklædet i ringen. Snart havde iPod en markedsandel på voldsomme 70 procent - og i april 2007 kunne Apple fejre, at de havde solgt 100 millioner eksemplarer af iPod'en.



I alt har Apple solgt mere end 321 millioner eksemplarer af iPod siden 2001. Og lanceringen af hele økosystemet omkring iPod'en - med salg af musik, film, tv-serier og bøger - i et meget lukket system, har lagt grund for både iPhone, iPad, App Store og iBook Store.

iPod'ens bedste år var 2008, hvor det lykkedes Apple at sælge 54.800 millioner eksemplarer. Siden er det gået svagt ned ad bakke med salget og mange blogs spekulerer i, at Apple snart afliver den klassiske iPod med harddisk - der nu hedder, ja, iPod Classic.

iPod'en blev stort set overset til det seneste Apple-event i starten af oktober, hvor det blot blev til en hvid iPod Touch og ny software til Nano. Der har ikke været en eneste opdatering af iPodf Classic i årevis. Men hvorfor også ændre på en succes?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar