onsdag den 19. oktober 2011

Første regnskab efter Steve Jobs død

Apple tjener styrtende med penge, viser selskabets seneste kvartalsregnskab, men det er ikke nok til at imponere aktiemarkedet. Firmaets aktiekurs faldt med syv procent efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet tirsdag.

Dermed skuffer selskabets nye topchef Tim Cook efter sit første kvartal i spidsen for Apple, hvis tidligere topchef og medstifter Steve Jobs for nylig døde af kræft.

- Investorerne spekulerer i, om der er nogle forandringer undervejs, nu hvor Jobs er borte, og om der er problemer i horisonten. Vi deler ikke den bekymring, siger Channing Smith, leder hos Capital Advisors Growth Fund.

Selskabets omsætning steg med 39 procent i fjerde kvartal til 153,2 milliarder kroner, men analytikerne havde forventet, at omsætningen ville ligge på 161 milliarder kroner.

Det er særligt salget af iPhones, der har skuffet analytikernes forventninger. Den eftertragtede smartphone blev solgt i lidt over 17 millioner eksemplarer i det seneste kvartal, men forventningerne var, at cirka 20 millioner ville blive langet over disken.

- Der var øgede forventninger i forbindelse med iPhone, og tallene viste sig at være svage. Selskabet er nødt til at sætte rekord med hvert regnskab for at bevare momentum, siger Colin Gillis, analytiker ved BGC Partners.

Apples nettooverskud var på 36 milliarder kroner eller 38,2 kroner per aktie. Foventningen var, at overskuddet ville lyde på 40 kroner per aktie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar