søndag den 16. oktober 2011

Derfor gik Steve Jobs i sorte turtlenecks

Den nu afdøde Apple-boss blev inspireret af den japanske kultur under et besøg på Sony.

Apples produkter er bl.a. blevet kendt og elsket på grund af deres flotte ydre. Selskabets nu afdøde leder Steve Jobs vakte også opsigt, men det var ikke på baggrund af sin påklædning, der ikke ligefrem kunne kaldes moderne.

Under præsentationerne af Apples produkter var Steve Jobs altid iklædt det samme sæt tøj. En sort turtleneck og cowboybukser. Det er dog de færreste, der ved, hvorfor han altid bar dette outfit.

Men efter Steve Jobs’s død bliver der nu kastet lys over den noget særprægede påklædning, som en af verdens absolutte topchefer bar i mange år.

Ville indføre uniform
I den meget omtalte officielle biografi, der udkommer om to uger, afslører Steve Jobs nemlig, at han fik idéen efter et fejlslagent forsøgt på at indføre en uniform for alle ansatte i Apple.
Under en tur til Japan forklarede Sonys formand Akio Morita, at deres ansatte gik i uniform, fordi det bandt medarbejderne tættere sammen.

Det fik Steve Jobs til at besøge den berømte designer Issey Miyake. Steve Jobs ville have en jakke, der kunne laves om til en vest, til alle sine medarbejdere.

Personlig stil
Den karismatiske chefs idé blev dog ikke modtaget positivt, da han vendte tilbage til USA.

“Jeg kom tilbage med nogle eksemplarer og sagde, at det ville være fedt, hvis vi alle bar jakkerne. Men de ansatte buhede af mig, da jeg præsenterede idéen for dem. Alle hadede den,” siger Steve Jobs i bogen.

Steve Jobs kunne dog ikke slippe ideen om en uniform, så han fik Issey Miyake til at designe et personligt sæt tøj til ham, så han fik sin egen personlige stil.

“Jeg spurgte Issey, om han ville lave nogle turtlenecks til mig, og så fik jeg et par hundrede," siger Steve Jobs i bogen.

Døde af kræft
Efterfølgende blev de sorte turtlenecks så stor en del af Steve Jobs' personlighed, at trøjerne blev udsolgt efter hans død, fordi Apple fans tømte lageret.

Steve Jobs arbejdede inden sin død på at få lavet bogen, der får titlen 'iSteve, The Book of Jobs.'

Selvbiografien bliver skrevet af den amerikanske journalist Walter Isaacson, der fungerer som en såkaldt ghost writer.

Det amerikanske forlag bag bogen, Simon & Schuster, meddeler, at der bliver tale om en "unik historie om et revolutionerende geni."

Steve Jobs døde den 5. oktober i år. Inden sin død havde Steve Jobs kæmpet mod en sjælden form for bugspytkirtelkræft i over syv år, hvilket betød, at han overlevede længere, end de fleste med den form for cancer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar