tirsdag den 21. juni 2011

Kinesisk App-svindel via Danmark ?

Mistanke om hvidvaskning og kreditkortsvindel: Massiv invasion af kinesiske apps i Danmark


Den danske del af Apples App Store er netop nu oversvømmet af kinesiske apps. Omkring 20 af de første 25 apps på listen over de mest sælgende apps er kinesiske.

På baggrund af den uventet voldsomme trafik skriver det danske nyhedssite iphoneguide.dk at der kan
være tale om hvidvaskning af illegale indtægter fra kreditkortsvindel og anden svindel.
De kinesiske apps omsætter for 100.000 kroner om dagen. Det er uklart, hvor mange af de kinesiske apps, der har sneget sig ind på det danske marked, men der er flere, og det er karakteristisk, at der er tale om apps af typer, der normalt ikke sælger i det omfang det foregår lige nu.

De enkelte apps er ualmindeligt dyre i forhold til apps, der normalt sælges via det danske App Store.
"Det er ikke fordi den danske befolkning pludselig har fået en hang til dyre kinesiskudviklede, at de stryger til tops i App Store", skriver Iphoneguide.dk.
"Forklaringen er formodentligt, at der er tale om hvidvaskning af penge. Enten via falske gavekort, stjålne kreditkortoplysninger eller uautoriseret adgang til andres iTunes kontoer. Metoden er egentligt enkel nok: Ved at købe sine egne apps for andres penge, får man dem hvidvasket, da man jo får en dokumenterbar udbetaling fra Apple. Eneste omkostning er 30% til Apple. de resterende 70% går lige ned i ens egen lomme. En app i den øverste del af toplisten omsætter for omkring 5.000 kr om dagen inklusive Apples andel, så der er tale om over 100.000 kr om dagen, når man lægger det hele sammen."
At svindlen foregår via Danmark kan tyde på, at der er tale om misbrug af danske kreditkort.

Der er dog ikke registreret en sådan svindel i Danmark endnu, oplyser PBS, der har skiftet navn til Nets.
- Jeg fik din besked. Nets’ Fraud Management har ikke registreret svindel, der ser ud til at relatere sig til den sag, du omtaler i din artikel, siger Michael Juul Rugaard fra Nets.
Ekstra Bladet har kontaktet Apple med henblik på at få en kommentar til den mulige hvidvaskning via deres Apple Store. Foreløbig har Apple lovet at se på sagen og vende tilbage.
Tilbage står, at der foregår en særdeles mystisk trafik via Apple Store.

Den næstmest indtjenende app i Danmark er fx "Curves" af lingzhiwawa. Der er tilsyneladende tale om en app, der registrerer biorytmer.
Denne app koster 399 kroner at downloade.

Bag Curves står firmaet bag hjemmesiden hs5168.com, der tilsyneladende er registreret på en totalt meningsløs adresse i Guangdong.
Et andet program, der koster 179 kroner, kan bruges til at undersøge om man er farveblind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar