tirsdag den 15. november 2011

Apple åbner op for pirat-paradiset

Tjenesten iTunes Match slår nu dørene op. Den gør alt ens piratmusik lovligt mod et mindre beløb.

For 25 dollars om året, kan amerikanerne nu få konverteret stort set alt deres piratmusik om, så det bliver lovligt igen.

Sådan lyder det pekuliære tilbud fra Apples musikbutik, iTunes, der i går slog dørene op for servicen iTunes Match.

Servicen blev annonceret allerede for flere måneder siden, men er først blevet officielt lanceret nu, og indtil videre ikke i Danmark. Til gengæld står det klart, at der er tale om en rendyrket gavebod til folk, der har hentet store mængder musik på den blakkede del af internettet.

Når man slår iTunes Match-funktionen til i iTunes, scanner den automatisk ens musikbibliotek, hvorefter informationerne sendes til den såkaldte sky - det vil sige Apples web-baserede tjeneste, iCloud. Herefter matches brugerens musik så med den, der kan købes i iTunes, og brugeren får derefter adgang til at streame alle sine egne numre direkte fra iTunes.

Det vil i praksis sige, at alle de stykker musik, der ligger på ens computer, bliver tilgængelige på tværs af alle ens Apple-enheder, som er indstillet til at bruge iCloud - også selv om nummeret oprindelig kom fra et andet sted, for eksempel pirattjenesten The Pirate Bay.

Musik, som iTunes ikke tilbyder, bliver automatisk uploadet til Apples iCloud-tjeneste.

Herligheden koster kun 25 dollars årligt - og for beløb kan man altså se frem til, at alt ens piratmusik pludselig bliver helt lovligt.

I morgen forventes Google at lancere deres bud på en musiktjeneste -dog i en amputeret udgave uden alle pladeselskaber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar