tirsdag den 27. september 2011

Muligt forbud mod iPhone -salg om to uger

Domstol ventes klar med en afgørelse om et fogedforbud mod iPhone og iPad om et par uger.

Der vil efter alt at dømme falde en foreløbig afgørelse i den juridiske tvist mellem Apple og Samsung i midten af oktober.

Sådan lyder det fra den hollandske domstol, der mandag lagde ører til de to selskabers argumenter i sagen, hvor Samsung har anmodet om, at der bliver nedlagt fogedforbud mod alle Apples 3G-produkter i Holland.

Domstolen meddeler, at den vil meddele sin afgørelse om, hvorvidt Samsung har en sag eller ej, den 14. oktober.

Samsung mener, at Apple krænker en række af selskabets patenter på teknologier og metoder til forbindelser mellem mobile apparater og deres basestationer.

Det sydkoreanske selskab vil have Apple til at betale for dets brug af de pågældende teknologier.
Samsung vil have domstolen til at nedlægge fogedforbud mod import og salg af Apples iPhone 3GS, iPhone 4, iPad, iPad 2 og kommende 3G-produkter, indtil alle licensbetingelser er forhandlet på plads.

Selskabet bedyrer, at det allerede har forsøgt at få forhandlet en aftale på plads med Apple, men at Apple konsekvent har saboteret alle tiltag til seriøse forhandlinger.

Apple mener, at forhandlinerne stadig pågår, og at der derfor ikke er noget grundlag for et fogedforbud.

Apple og Samsung er involveret i en række yderligere juridiske bataljer i Asien, Europa og USA.

Samsung og Apple har i et stykke tid ligget i åben krig om patent-emner. Det har blandt andet ført til et forbud mod Samsungs iPad-udfordrer, Galaxy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar